ELVIS – TOUR.
Fra den 20. til den 28. oktober 2015, arrangeret af Henrik Knudsen, ”Graceland” Randers, med vi 3 pensionister, Morten Klyvø, John Kingo Kristensen og undertegnede, – og i alt i et selskab på 18 personer.
NB: Efter beskrivelsen af Elvis-Touren, er der nogle foto og optagelser fra koncerten fra Værket i Randers den 8. januar 2016, hvor Elvis ville være blevet 81 år. Flere af hans gamle musikere medvirkede.
BEMÆRK: Ved at klikke på et billede, vises det i fuld skærm.
Morten, John og jeg kort før vi kørte ind på Graceland.
Jeg vil gerne indlede med, at vi havde en fremragende tur. Henrik Knudsen var en fantastisk guide. Selv om det er hans forretning at arrangere disse ture, så udviste han en glæde og entusiasme, ved at vise og fortælle om alle de ting og mennesker som vi mødte. Selv de dage, hvor der ikke var planlagt noget, arrangerede han specielle ture, og han havde også overraskelser at fremvise undervejs.
Jeg kan kun anbefale andre med samme interesse, at tilmelde sig turene via Graceland-Randers, så får man virkelig noget ud af det.
Tak for turen Gitte og Henrik.
Henrik og Gitte foran porten til Graceland.
Jeg håber at I vil finde fornøjelse ved at læse nedenstående tour-beretning som jeg oplevede det.
John, Morten og undertegnede, tog ca. 1500 billeder på turen. Af dem har jeg udvalgt ca. 425, hvoraf jeg har benyttet de bedste her.
Der er lagt 4 musikvidioer ind. Den ene er med et orkester i Nashville, og de 3 andre er fra Sun-studiet med Elvis, Jerry Lee Lewis, Johnny Cash, Roy Orbison og Carl Perkins. De kan afspilles.
—–
Siden jeg var dreng har jeg været Elvis-fan. Dengang var det jo enten Elvis eller Beatles, men de langhårede fyre var ikke noget for mig.
Den første Elvis-film jeg så, var G.I. Blues. Den blev vist i biografen i Frederikshavn som søndag eftermiddagsforestilling i begyndelse af tresserne. Min søster var med. Da vi ankom til biografen var der lang kø, og da det blev vores tur, var der udsolgt. Det var en katastrofe.
Heldigvis var søgningen til filmen så stor, at den blev spillet igen søndagen efter, og så kom vi ind og se den.
En kammerat og jeg så alle Elvis-filmene i biografen op igennem tresserne. Vi holdt selvfølgelig også øje med, hvad der kom på plademarkedet.
Igennem en del år har det været min drøm at komme til Memphis og se Graceland, men der har ligesom ikke været nogen lejlighed til det.
Jeg skulle dog starte et sted, og for 3 år siden, var Aase og jeg sammen med vores gode venner, Jette og Morten og Lisbeth og John, i Randers for at se Graceland, som er en tro kopi af Graceland i Memphis. Det var en fin oplevelse.
Senere samme år var vi samlet her hos os, året efter hos Lisbeth og John, uden at det kom på tale at tage til Memphis.
I foråret 2014, var vi hos Jette og Morten. Inden vi skulle spise, sad vi ved sofabordet hvorpå der lå 2 Elvisbøger. Jeg sad og bladede i dem, og da Morten kort efter kom ind, slyngede jeg ud i luften, at jeg godt kunne tænke mig at komme til Memphis og se Graceland. Det kunne Morten og John også.
Vi talte videre om det om aftenen, og vi kom frem til, at vi kunne flyve til New York, leje en bil, og køre sydover til Memphis, og se de forskellige seværdigheder som vi nåede frem til. Vi talte om en tur på 10-12 dage.
Når vi efterfølgende mødtes, talte vi om turen, uden at der kom noget konkret ud af det.
I januar måned i år, var der et arrangement på Knivholt i Frederikshavn, hvor Henrik Knudsen, ”Graceland”, ville komme og fortælle om Elvis i anledning af, at Elvis kunne være blevet 80 år.
Henrik har en enorm viden om Elvis, og han har nært bekendtskab med mange af de personer som var hos Elvis, og ikke mindst Priscilla og Lisa Marie Presley, som han er på julekort med, og har talt med flere gange.
Da der var en pause, stod jeg og talte med Henrik, og her fortalte han, at man fra Graceland-Randers arrangerer turer til Memphis et par gange om året. Han havde en tur i marts, som også omfattede Las Vegas, og næste tur ville formentlig blive i oktober og er en uge i Memphis. Han havde været derovre 92 gange.
John og Morten sad så tæt på, at de hørte hvad Henrik og jeg talte om. Da jeg satte mig hos dem igen, talte vi om turen, og vi besluttede på stedet, at vi ville med på turen i oktober. Vi kaldte Henrik hen til os og meddelte ham det. Efter foredraget udvekslede vi navne, adresser og e-mail. Henrik sagde, at vi ville høre fra ham senere, når marts-turen var overstået.
Igennem sommeren og frem mod afrejsedagen, blev alle formaliteterne gennemført, og vi var således klar til rejsen med afgang fra Billund den 20. oktober, og foran os var en rejse på ca. 7500 km.
Afrejse tirsdag den 20. oktober.
Flyet afgik fra Billund kl. 1120, og vi skulle være der et par timer før. Aase og jeg kørte hjemmefra kl. 0515, og så hentede vi John i Frederikshavn og Morten i Lendum.
Vi ankom til Billund ved godt 9. tiden.
Afgang fra Billund kl. 1120 og ankomst til Amsterdam kl. 1230.
Afgang fra Amsterdam kl. 1325 og ankomst Atlanta kl. 1723 lokal tid og 2323 dansk tid.
Det var en lang flyvetur, ca. 9 timer fra Amsterdam til Atlanta, og der var ikke meget at slå tiden ihjel med.
Vi fik at vide af Henrik at vi skulle skynde os, for det ville tage nogen tid at komme igennem kontrolområderne. Vi havde udfyldt et dokument i flyet inden vi kom til Atlanta.
Efter vi var chekket ind skulle vi igennem tolden og derefter aflevere kufferten. Jeg kunne ikke se andre fra selskabet udover Henrik, som stod lidt derfra. Han sagde til mig, at jeg skulle skynde mig ud til gaten. Han vidste ikke hvad nummer det var, men det måtte jeg finde ud af.
Længere fremme i et område, var der et skilt der viste ”gate” op ad trappen. I samme område var der en oversigt over alle flyafgange, og her stod en ansat som jeg spurgte om vej. Han oplyste at det var gate D16, og at jeg skulle ned ad trappen lidt længere henne. (Jeg havde ikke forestillet mig, at gaten lå i kælderen). Da jeg kom derned viste det sig at jeg skulle med et tog, og heldigvis var der et par ansatte som kunne guide mig. 2 stop længere fremme stod jeg ud, op ad rulletrappen og kort efter fandt jeg gate D16. Klokken var på det tidspunkt 1852 (lokal tid) og flyet afgik kl. 1905.
Der var ingen andre fra selskabet at se og jeg tænkte om det var den rigtige gate. Jeg tog chancen og chekkede ind. Umiddelbart var der ingen jeg kendte inde i flyet, og jeg tænkte – hvor mon jeg kommer hen.
Umiddelbart efter kom Henrik og Gitte, og så måtte det være i orden.
Da vi alle var kommet på plads viste det sig, at vi manglede Morten. Vi sagde det til en stuart i flyet, og han undersøgte det nærmere, og kort efter kom han smilende tilbage og fortalte, at Morten sad på 1. klasse og spiste (det lød mærkeligt). I det samme forlod flyet gaten.
John fortalte, at hans kuffert manglede.
Vi ankom til Memphis kl. 1945 lokal tid hvor der skal fratrækkes yderligere 1 time – således i alt en tidsforskel på 7 timer fra Billund.
Morten var ikke med flyet, og Rene fra selskabet manglede også hans kuffert.
Rene, John og Henrik blev i lufthavnen for at undersøge de manglende kufferter, og håbe på, at Morten var med næste fly fra Atlanta. Vi andre blev i bus kørt til hotellet.
Vi chekkede ind på hotellet, og kufferterne anbragt på værelset på 9. etage.
Jeg gik herefter ned igen til pladsen foran hotellet, og der var 3 andre også tilstede.
På et tidspunkt kom Henrik kørende i en bil han havde lejet, og han var alene i bilen. Han spurgte om vi ville med til lufthavnen for at hente John og Rene, og for at se efter Morten. Det gjorde vi alle.
I lufthavnen havde Rene fået sin kuffert, medens John manglede sin, og den blev efterlyst. De havde ikke set noget til Morten.
Der kom et fly senere på aftenen, og det ville vi også chekke.
Henrik foreslog, at vi i mellemtiden kørte til Graceland, og at vi derefter fik noget at spise.
Vi ankom til Graceland. Det var virkelig flot da det var oplyst, og vi blev fotograferet foran porten. Muren derind var meget lang og bygget i mursten. Der var skrevet navne på hver eneste en, og selvfølgelig afleverede vi også vores autografer.
Graceland by night. John og jeg foran porten første aften.
På modsat siden af vejen var der forskellige Elvismuseer, og hans fly Lisa Marie stod der også. Det var også der at alle gæster til Graceland skulle købe billet, og derefter bliver kørt i busser op til Graceland, men det kommer jeg tilbage til.
Efter vi havde været på Graceland, kørte vi til en restaurant 1 km. syd for Graceland, og den hedder Marlowe.s og er beliggende på 4381 Elvis Presley Blvd.
Restaurantskiltet. Henrik og Jo Cathy, som Elvis var kæreste med i 1975.
Overalt var der et utal af Elvisbilleder på borde og vægge.
Et godt koncertfoto. Elvis.s stambord hvor John og jeg blev foreviget.
Det var virkelig en Elvis restauration. Der var et hav af små billeder på alle borde, og overalt var der på væggene billeder. Elvis kom jævnligt på denne restauration, og han havde et stambord, som John og jeg naturligvis blev fotograferet ved.
Jeg fik serveret en BBQ Sandwich med pommes frites og en Pepsi. Pris 15,66 dollar. Det amerikanske mad af denne type er virkelig noget der vil noget. (Efter en uge er det dejligt at smage et stykke rugbrød med leverpostej).
En af personalet hedder Jo Cathy, og hun har været kæreste med Elvis. Det vender jeg tilbage til. Jo Cathy har et mindre rum i restaurationen hvorfra hun sælger Elvis-ting. Der var dog lukket nu.
Vi hilste på hende. Da vi var færdige med at spise, kørte vi igen til lufthavnen. Johns kuffert var stadig ikke at finde, og vi kunne heller ikke finde Morten. Vi håbede naturligvis at han nu lå i sin seng.
Vi kørte tilbage til hotellet, og da vi bankede på til Mortens værelse, lukkede han op. Det var befriende. Han fortalte, at han uden problemer var kommet med det næste fly fra Atlanta.
Vi gik herefter til ro. En lang dag var omme. Det var næsten morgen dansk tid.
Vi skulle alle være klar ved de 2 biler som Henrik havde lejet, om morgenen kl. 0800.
Fra onsdag den 21. oktober,
og i den næste uge, ville vi nærmest vade rundt i Elvis.s fodspor.
Om morgenen startede vi kl. 0800, og turen skulle gå først til Circle G. Ranch og siden til Graceland. Undervejs kom vi forbi en stor gul bygning, hvor der havde været en autoforhandler. Der er en lille anekdote herfra.
Autoforhandlerens forretning, hvor Elvis købte 25 biler.
På et tidspunkt ind under jul sent om aftenen, havde Elvis besøg af sine venner på Graceland. Der var i alt 24 personer. Vennerne havde alle deres hustruer med. Elvis besluttede, at han ville forære dem alle en bil. Hustruerne sagde, at de ikke behøvede nogen, for det var jo rigeligt at mændene fik. Elvis insisterede.
Elvis bad Charlie Hodge om at kontakte Elvis.s autoforhandler. Da autoforhandleren blev kontaktet spurgte han, om ikke Elvis vidste hvad klokken var. Han afsluttede med, at hvis Elvis ville købe biler, så kunne han komme dagen efter.
Charlie Hodge kom i tanker om en ung autoforhandler, som havde afleveret sit kort på Graceland, for at reklamere for sig. Charlie ringede til ham. Han svarede, at han ville være der ½ time efter.
De mødte alle op, og udpegede deres biler.
På et tidspunkt så Elvis en hjemløs dame (en såkaldt posedame) som gik udenfor forretningen og kikkede ind. Elvis åbnede ud til hende og spurgte hvad hun lavede, hvortil hun spurgte om, hvad de lavede siden der var lys. Hun vidste godt hvem Elvis var.
Elvis inviterede hende ind og spurgte hende om hun kunne hjælpe ham. Han havde udvalgt sig 2 biler, men han kunne ikke bestemme sig for hvilken det skulle være.
Hun udpegede den ene og sagde til ham, at den var en konge værdig. Han takkede for de pæne ord og sagde så til hende, at bilen var hendes, og hun kunne køre ud i den. Hun stod lidt brødebetynget og så lidt bekymret ud, og Elvis spurgte om der var noget galt, og om hun ikke var glad for bilen. Hun svarede, at det var en fantastisk gave, men hun havde desværre ikke råd til den, for hun havde ikke penge til benzin, forsikring og så videre. Elvis svarede at det skulle hun ikke bekymre sig om, for han betalte alle udgifterne så længe bilen var i hendes varetægt. Hun skulle blot sende regningerne til Graceland.
Historien slutter ikke her.
Autoforhandleren var en kreativ mand, så han fik lavet et stort træskilt som blev forsynet med 25 skilte med navn på alle dem der havde fået bil. Skiltet var til Elvis, verdens bedste bilkøber.
Forinden det blev afleveret på Graceland, kørte han forbi den lokale avis, så det kunne blive foreviget.
I en stat langt borte, var der en discjockey som hørte om bilhandelen, og i særdeleshed om bilen til den hjemløse dame. Under en udsendelse fortalte han om det og sluttede af med at sige, at hvis Elvis hørte udsendelsen, så ville han også gerne have en sådan bil som den hjemløse, – bilen skulle blot være sort og ikke hvid.
Ad omvejen kom det Elvis for øre, og han sagde, så send ham en bil.
Det blev til i alt 26 biler.
Circle G ranch var næste stop ca. 10 km. fra Graceland. Elvis købte ranchen i 1967. Huset i dag er noget medtaget og ubeboet. Der var en stor mark til, hvor Elvis og hans ansatte havde deres heste gående. Midt på marken er der en sø og et stort hvidt kors, og det var der også dengang, og da Elvis så det, tog han det som et tegn. Elvis og hans familie var meget kristne.
Han og Priscilla holdt en del af deres hvedebrødsdage der.
Billeder af den nu ubeboede bygning, der er meget i forfald. Sidste billede viser en stor mark, hvor Elvis og hans venner havde deres heste gående.
En del af selskabet ved ranchen.
Fra ranchen kørte vi kort efter ind på Elvis Presley Boulevard, og videre til Graceland.
Tilbage til Graceland, hvor vi kørte til faderen Vernons hus. Det ligger op mod Graceland, så han havde direkte adgang dertil. Der bor formentlig ikke nogen i huset i dag. Det har været et flot hus, men det er ikke blevet vedligeholdt.
Vernon Presley.s hus, som var det sidste han boede i. Det ligger op mod Graceland. Til højre ligger den store udbygning på Graceland, som ses på senere billeder.
Graceland. Så kom turen hertil. På modsat side af vejen til Graceland var som tidligere nævnt museerne. Det var også her at der skulle købes billetter, og så måtte vi stille os op i køen og vente på at vi blev kørt i bus derop. Vi blev alle forsynet med en Ipad og hovedtelefoner, så vi derfra kunne høre hvad der foregik.
Det var virkelig en oplevelse at se. Overraskende var det, at rummene derinde ikke var særlig store.
Jeg vil beskrive under billederne hvad jeg så. Hans samling af sølv-guld og platinplader er enorm, hvilket også vil fremgå af billederne.
På Graceland ligger der et kapel, hvor man kan blive gift, og det er der mange fra hele verden der er blevet på dette sted.
Busserne som kørte os til og fra Graceland.
Elvis Presley Blv. 3764. Graceland. Gruppebillede af vores selskab ved indgangen.
Udenfor Graceland. Illustrerer også, at der er god plads.
Trappen til 1. sal hvor der var lukket af. Billede som hænger til venstre for trappen.
Gladys og Vernon.s soveværelse. Køkken.
Spisestue. Jungleroom i kælderen, hvor der også blev indspillet.
Musikværelset.
Poolroom. Jungleroom.
TV-værelse i kælderen. Bagsiden af Graceland.
Vernons kontor.
Carporten indvendig på Graceland. I baggrunden det store hus, som lå op ad Vernons hus.
Illustrerer udsolgte koncerter. Ved dette klaver spillede han sin sidste sang kort før han døde. Han øvede frem til den næste koncert den 21. august 1977.
Ovenstående billeder taler for sig selv. En imponerende samling af sølv, guld og platinplacer. De var udstillet i trofærummet, og i et større hus bag beboelsen.
Uniformen som han bar i hæren. Priscillas brudekjole.
Familiens gravsted på Graceland. Mindeplade for Elvis.s tvillingebroder.
Som der står, så er det en meditationsplads.
Svimmingpool til Graceland.
Efter at vi forlod Graceland, var vi på bilmuseet overfor Graceland, og det var en imponerende samling. Bedøm selv på de efterfølgende foto.
Bilmuseum.
Her er virkelig legetøj for drengerøve.
Det er John der står op ad guitaren. Elvismuseum.
Ved siden af bilmuseet, var der yderligere et museum.
Sluttelig var vi oppe i flyveren som hedder Lisa Marie. Da det i sin tid kom til Graceland, kørte det ganske enkelt fra flyvepladsen og ind til Graceland. Vejene var selvfølgelig afspærrede, for det var noget af en kolos at få ind gennem byen.
Interiør fra flyvemaskinen. Den mindre maskine tilhørte også Elvis.
Vi fik herefter forevist yderligere huse, som Elvis havde købt, bl.a. 2 huse til hans fader Vernon.
Her boede Vernon og Dee, da de kom hjem fra Tyskland.
Medens Elvis var i Tyskland, var hans familie også med. En ung dame ved navn Dee rejste også derover i håb om at få fingre i Elvis, hvilket ikke lykkedes. I stedet tog hun faderen Vernon, og de blev gift.
I 1960 købte Elvis et hus til dem, for Vernons kone skulle ikke ind og bo på Graceland.
Da Priscilla i begyndelsen af tresserne fik lov til at komme over til Elvis og bo, var det på betingelse af, at hun boede hos Vernon og Dee i deres hus. Hun havde sin adresse der, men hun overnattede der kun få gange. Hun havde et job i en forretning i nærheden, og det var en betingelse for, at hun kunne være der.
Vi fik også forevist et hus til Linda Thomson, hans kæreste i begyndelsen af halvfjerdserne.
En aften Linda Thomson og Elvis var ude at køre på motorcykel, blev de sultne, hvorfor de kørte ind til en restauration. Inde i restaurationen satte Elvis sig ved et bord, medens Linda stillede sig op i køen.
På et tidspunkt kom en mand hen til Elvis og skældte ham ud. Han råbte: ”Hvorfor fanden kan I ikke lade Elvis være. I skal alle sammen klæde jer ud som ham, og du er meget grimmere end ham”
Elvis forsøgte at forklare at han var Elvis, men det hjalp ikke. Han kaldte på Linda for at få hende til at hjælpe med at forklare hvem han var. Linda kunne godt se, at der kunne blive problemer, hvorfor hun sagde til Elvis: ”Hold kæft George og kom med. Vi kører nu”.
Næste dag kørte vi til Elvis.s hjemby Tupelo, hvor vi så hans fødehjem. Det er et lille træhus på vel ca. 30 kvm. Det blev bygget af Vernon. Huset blev opstillet på sokkelsten, og det var mursten der var muret sammen. Isolering kendte man ikke noget til på dette tidspunkt. Det er indrettet med 2 rum, og en dør i hver ende af huset. Den ene halvdel af huset er indrettet med en dobbeltseng og enkelte møbler, medens den anden halvdel er indrettet som opholdsrum med et lille bord til 4 personer, et komfur, en form for pejs, og enkelte møbler. Familien var umådelig fattige på dette tidspunkt. De boede i huset i 2-3 år efter at Elvis var født.
Huset er i dag indrettet som det var dengang.
Huset er det samme som i 1935.
Disse 2 billeder er interiør fra soveværelset.
Interiør fra det vi i dag kaldet køkken-allrum.
Morten og jeg udenfor huset. Damen fortæller om fam. Presley i trediverne.
Statue af Elvis udenfor huset. Kirken som Elvis og hans forældre jævnligt besøgte .
I nærheden af huset er der opstillet en statue af Elvis, og ikke langt derfra, er der en kirke, som familien jævnligt besøgte.
I kirken blev vist en film som skulle vise hvordan det foregik dengang. Der blev sunget, og en dreng på omkring 8 år, skulle forstille Elvis, og han sang, og alle var begejstrede bagefter. – Halleluja.
Interiør fra kirken.
På en høj bag bygningerne, var der lavet en mindeplads for Elvis. Der er 2 statuer af ham, og 3 beskrivelser på væggene fra Elvis blev født og op igennem tiden.
Der var også en Elvis-forretning, hvor vi kunne købe mange forskellige ting. Der blev spillet Elvis-film overalt, – selv på toiletterne.
Der blev bl.a vist 1. udgaven af Aloha From Hawaii. Der blev faktisk lavet 2 udgaver. Den første blev optaget for at den kunne bruges, hvis der skulle bliver problemer med den direkte udsendelse. Vi skulle ikke snydes for det.
Efter besøget i hans hjem, kørte vi til en restauration som hedder Johnnie.s Tupelo oldest restaurant Drive In, for at spise. Jeg satte mig ved et bord sammen med Lone og Ingerlise. Kort efter kom der en og spurgte, om vi var klar over hvad det var for et bord vi havde sat os ved. Det var vi ikke. Det var Elvis.s stambord. Der er faktisk et billede af Elvis på væggen ved bordet som viser hans plads. Det skulle selvfølgelig foreviges.
Elvis.s stamplads. Jeg sidder sammen med Lone og Ingerlise. Dernæst Morten og Kaj.
I kan se hvordan Elvis kikker ned på os.
Næste sted i Tupelo var et stort grønt område, hvor Elvis den 26. september 1956 holdt 2 kæmpekoncerter, en om eftermiddagen, og en om aftenen. Prisen pr. billet var 2 dollar. Det er billeder fra denne koncert vi ser på tv, når der bliver vist klip fra hans tidligste koncerter. I vil også kunne genkende det fra det billede der her bliver vist. Billetterne kostede 2 dollar pr. stk. Det var i øvrigt generelt for alle hans koncerter, at billetterne ikke måtte være dyrere, end at alle havde råd til at komme ind. – En meget generøs handling.
Området hvor koncerten blev holdt. Foto.s og beskrivelse fra koncerten.
Gruppebillede ved Elvisstatue, hvor han holdt sine 2 koncerter i Tupelo i 1956.
Det var virkelig stort for Elvis.s forældre at vende tilbage, efter at de nogle år forinden havde forladt byen i fattigdom.
I Tupelo var vi inde i en meget stor forretning som hedder Tupelo Hardware Store, hvor der ikke havde været forandringer i halve århundreder.
Det er den samme forretning som dengang. Jeg var faktisk tæt på at købe den sorte guitar bagved mig. Det var et fint instrument.
Det var her at Elvis og hans moder Gladys var inde på Elvis.s 11 års fødselsdag i 1946, for at købe en gave til Elvis.
De stod ved disken og blev ekspederet af indehaveren. Elvis ønskede sig en cykel, men det havde moderen ikke råd til. Så ønskede han sig en riffel som hang på væggen, men den kunne han heller ikke få. Indehaveren kom med en guitar og spurgte om ikke det skulle være en sådan, og det sagde Elvis ja til. Gladys købte den på afbetaling.
På vej tilbage til Memphis, kørte vi til Jerry Lee Lewis.s hjem. Vi så ingen personer, men vagthunden var på plads. Man kan godt se på portene, at de er Elvis-inspirerede med et klaver på. På et tidspunkt var Jerry så sur på Elvis, at han kørte til Graceland, og forsøgte at køre gennem porten for at komme ind til Elvis. Det lykkedes ikke, og politiet måtte hente ham.
Her bor Jerry Lee Lewis. Beboelse foroven til venstre, og nederst til højre. Den store hvide bygning er garagen til hans biler. Henrik gav et nummer på klaveret.
Om aftenen var vi i Beale Street i Memphis. Der er virkelig gang i gaden aftenen og natten igennem. Der blev spillet musik overalt, og der var forretninger hvor man kunne købe foto og ting relateret til de kendte stjerner fra byen. Vi forsynede os med nogle foto.
Beale Street i Memphis, hvor der er gang i den hele natten.
Jerry Lee Lewis håndaftryk i en flise. Jerry Lee Lewis.s bil.
Der kørte mange af denne slags droscher Der holdt politi overalt.
i Memphis.
Fra en tidligere politimand, som jeg senere beskriver vores møde med, fik vi at vide, at man ikke skulle opholde sig i Beale Street efter kl. 2300 om aftenen. Der skete jævnligt skyderi, røveri, vold m.v.
Der holdt flere politibiler i sidegaderne ind til Beale Street. Det var ganske nødvendigt.
Overfor vores hotel lå LEGENDS BEAUTY SALON, hvor Elvis fik sat sit hår.
Dagen efter gik turen til Nashville, og undervejs besøgte vi kirkegården hvor Carl Perkins og dennes hustru er begravet.
Carl Perkins og hustruens gravsted.
Det var en lang tur til Nashville, og sidst på formiddagen holdt vi ind på en restauration for at spise. Henrik havde her en overraskelse til os.
Medens vi sad ved bordet, kom Henrik ind i restaurationen, og med sig havde han Glenn D Hardin som var Elvis.s pianist fra 1969 til 1975. Grunden til han stoppede som pianist var p.g.a. at Elvis var begyndt at indtage nogle kedelige piller m.v. Han forsøgte at tale med Elvis om det, men Elvis ville ikke lytte, og Glenn ophørte i orkesteret.
Han var en meget venlig mand at møde. (Han kommer i øvrigt med til Randers den 8. januar 2016).
Henrik og Glenn D Hardin. Her et lille gruppebillede.
Her er det Glenn og John. Afsked med Glenn.
Videre kom vi forbi en kæmpestor kirkegård med et utal af hvide mindesten. Det er en militærkirkegård, og den går helt tilbage til 1800 tallet. Der er ingen tidsbegrænsning på hvor længe graven må benyttes, som det er herhjemme.
Kæmpe militære kirkegårde, der går helt tilbage til 1860.erne.
Næste besøg var huset som tilhørte Elvis.s manager OBERST TOM PARKER. Da han ikke brød sig om en have, fik han det hele asfalteret.
Oberst Tom Parkers hus i Nashville.
Parker var emigreret fra Holland. Han forsøgte sig på forskellig måde at tjene til livets ophold. Bl.a var han med i et omrejsende cirkus hvor hans glansnummer var dansende høns. Først mange år efter afslørende han hvordan han gjorde det. Han sagde, at man kan få alt til at danse når man stiller dem på en varmeplade.
På et tidspunkt så han Elvis. Det var ikke hans musik der interesserede ham, men derimod pigernes opførsel. De var helt vilde, og med læbestift skrev de deres navne på hans bil. Han kunne se mulighederne i Elvis, og han skrev kontrakt med ham. Parker sørgede for, at der blev solgt alt muligt med Elvis på til hans fans. Intet var for småt. Signerede foto af Elvis solgte han mange af i forbindelse med koncerterne. Hans motto var: ” I kan kun købe 1 hver, medmindre I ønsker flere”.
Der var intet privat mellem Parker og Elvis. Alt var kun forretning.
I huset havde Parker 3 damer ansat, og som tog sig af det hele.
I de 23 år Elvis var fremme, indtjente han efter sigende 4 milliarder Dollar, og alle disse penge ”gik igennem” Parkers hus.
Vi kom forbi hvor Jim Reeves boede. På grunden står 2 træhuse som tilhørte Jim Reeves, medens hans beboelse er fjernet, og som gav plads til det store hus man kan se.
Jim Reeves.s bopæl i Nashville, indtil han døde ved et flystyrt i 1964.
Da Jim Reeves faldt ned med sin flyvemaskine 31. juli 1964 og blev dræbt, ville hans kone fortsætte forretningen, men det viste sig, at det kunne hun ikke magte. I stedet ansatte hun en revisor, men det ”lykkedes” ham, at køre det hele nedenom og hjem så hun gik konkurs. Det hele blev således solgt. Jim Reeves blev kun 40 år.
Næste stop var RCA VICTOR STUDIO B inde i Nashville. Det var her, at mange af de berømte sange fra Elvis, blev indspillet i begyndelse af tresserne.
Det berømte studie i Nashville.
Efter at have set studiet, som vi desværre ikke kom ind i, blev vi kørt til en ”musikgade” i Nashville, hvor vi kunne få nogle timer til at gå. Der var musik alle steder, og der var mange fremragende musikere.
Musikgade i Nashville. Der er sket meget siden dengang.
Vi var inde et sted hvor orkestret hed The Wheel. Det var et 4-mands orkester som spillede. Da de havde afsluttet det nummer, som de var i gang med da vi kom derind, forlod forsangeren gruppen for at tage en pause. De 3 andre tog over, og begyndte at spille Johnny Cash numre. Leadguitaristen sang og spillede til, og det var helt fantastisk. De gav et par numre, og forsangeren kom tilbage.
Inden de gik i gang igen råbte han ud i lokalet hvor vi kom fra, og på et tidspunkt råbte vi til ham, at vi kom fra Danmark, og John sagde: ” Vi er kommet helt herover for at høre dig” Forsangeren var helt oppe og køre, og han sagde waw er jeg kendt helt derovre?
Musikerne får som regel ikke noget for at spille. Derfor har de en spand foran scenen som gæsterne kan ligge penge i som de nu synes. Vi gav naturligvis et lille bidrag for den fremragende musik. (Men man skulle heller ikke lade det blive en vane).
Gruppen The Wheel. Fantastisk guitarist.
Gruppen The Wheel. Kan afspilles.
Der var virkelig gang i festen i gaden, bl.a. i en 3-etagers restauration.
3-etager restauration i Nashville. Henvisning til stort Johnny Cash museum.
Efter en begivenhedsrig dag, kørte vi tilbage til hotellet, hvor vi kom om aftenen.
Næste dag var der egentlig ikke planlagt noget, men Henrik havde alligevel arrangeret en speciel tur for dem af os der var interesserede. Vi var 12 i alt der var med på turen, og den blev meget speciel.
Vi startede på Graceland kl. 0800. Det er sådan, at hver morgen indtil kl. 0900, kan man gå op til Graceland og bese graven. Ganske vist er der aflukket til resten, men der er fin udsigt over hele Graceland. Der blev taget en mængde billeder. Hver morgen kommer en dame – fan af Elvis, og skifter blomster. Hun er ikke ansat, men gør det blot af interesse.
Herefter kørte vi til International House of Pancake (de småtter ikke med det), og her spiste vi morgenmad.
På den videre færd besøgte vi kirkegården hvor Sam Philips var begravet. Han blev født i 1923 og døde i 2003.
Her er det samme type kirkegård, hvor de begraves i etager. Sam Philips er begravet inde i hjørnet til venstre på det første billede.
På mange af kirkegårdene bliver der bygget nogle store betonbygninger, hvor der er indrettet gravpladser, med mindepladerne foran, som I kan se f.eks. v/Carl Perkins.
Næste stop var ved det hus Johnny Cash ejede medens han boede i Memphis. Udenfor huset var stadig samme postkasse med en guitar ovenpå, som fra Johnny Cash.s tid.
Johnny Cash.s hus medens han boede i Memphis. Postkasse med guitar ovenpå.
Da vi nærmede os middag fortalte Henrik, at han havde en overraskelse til os, og den ville finde sted på en restauration, hvor vi gjorde holdt til middag.
Kort før vi kom der fortalte han, at vi skulle møde Elvis.s første kæreste Barbara Hearns (nu også Smith), og hendes mand Jim. Hun ville medbringe en del foto fra hendes tid hos Elvis, som varede 1-2 år i 1956-57.
Da vi kom til restaurationen i byen Trenton, tog Barbara og hendes mand Jim imod os. Det var nogle utrolig venlige mennesker, og vi blev alle modtaget med knus. De er begge ca. 80 år. De har i mange år været ansat hos FBI.
Inde i restaurationen var der en del foto af Elvis og Barbara, og hun var utrolig smuk som ung.
Der blev naturligvis taget en række foto, som I kan se.
Her blev vi taget imod af Barbara og Jim. Jeg med Barbara og Jim.
Foto af Barbara og Elvis i restaurationen. Samling ved bordet.
Barbara fortæller om episoder med henvis-
ning til billederne.
Jeg erhvervede mig disse 3 fine billeder, som Barbara meget flot signerede.
Barbara fremviste omkring 25 forskellige billeder af hende og Elvis. Hun fortalte historien bag flere af billederne.
På et af billederne stod hun og Elvis udenfor på fortovet efter en koncert. Elvis stod og talte med nogle fans. Nogle unge mænd kom også hen og talte med Barbara. Da Elvis så det, tog han hende i armen og førte hende ind i den ventende bil med beskeden om, at så længe hun var sammen med ham, skulle hun ikke tale med andre mænd. (Jeg har dog ikke dette foto).
På et andet billede er de inde på Elvis.s værelse. Elvis er i bar overkrop, for han var netop kommet op af swimmingpoolen. Han forsøgte at kysse hende, men det ville hun ikke. Grunden til det var p.g.a. at Elvis.s farmoder også var i værelset.
På et andet billede spiller Elvis på et orgel for Barbara. Billedet er taget den 18. oktober 1956. Dagen efter skulle Elvis i retten, idet han var anklaget for vold. Da han mødte i retten, trak offeret anklagen tilbage, og der skete ikke yderligere.
Jeg erhvervede 3 stk. billeder, som hun signerede. De er vist ovenover.
Under vores samtale, var de interesseret i hvad jeg jeg havde lavet. Jegfortalte, at jeg havde været i politiet i 35 år. De fortalte, at de også har en søn ved politiet. Jim fortalte om en episode, hvor der var begået et bankrøveri. Røveren var forsvundet, og eftersøgningen var mere eller mindre indstillet. Sønnen tog på egen hånd ud for at lede efter gerningsmanden. På et tidspunkt kom han ned til strandbredden ved byen hvor røveriet var begået. Her så han en mand der gik på stranden. Han var kun iført underbukser, og han bar på noget i underbukserne, for han holdt dem hele tiden oppe. Betjenten råbte ham an, og at han skulle række hænderne op. Herved tabte han underbukserne. Han skyndte sig at trække underbukserne op igen, men igen fik han ordre på at holde hænderne oppe. Igen faldt det hele. Det var gerningsmanden til røveriet han havde mødt, og han havde gemt pengene i underbukserne. – Sagen var opklaret.
Når man hører om en sådan episode, så er det ikke altid korrekt når folk siger at: “Penge lugter ikke”.
Det var en fantastisk oplevelse at møde disse mennesker. Jim vil meget gerne til Randers den 8. januar næste år, når Elvis.s gamle musikere spiller der, men han har svært ved at få Barbara med. Det vil være dejligt at hilse på dem igen.
Det næste sted Henrik havde planlagt var, at vi skulle se Tina Turners fødehjem i Nutbush. Undervejs dertil kom vi forbi nogle store bomuldsmarker. Ved en af markerne stoppede Henrik, og jeg fik en souvenir med mig fra bomuldsmarken.
Bomuldsmarker i syden.
Vi kom til Nutbush, og midt i byen (der var ingen by) lå Tina Turners fødehjem. Den var genbo med en bomuldsfabrik. Der lå ikke stort andet end 3 huse. Blinkede man en gang for meget når man kørte igennem, nåede man ikke at se byen.
Hendes fødehjem var en halvstor træbygning i forfald. Billederne fortæller det hele.
Tina Turners hjem. Beboelsen set fra siden. Det var ubeboet.
Vejen igennem byen Nutbush hedder Tina Turner Highway.
Vi afsluttede dagen ved, at vi kørte til rest. Marlowes i Memphis (hvor vi også var første aften). Her havde han yderligere en overraskelse, idet vi skulle møde en dame, som havde boet nabo med Elvis i nogle år fra 1962. Hun hedder Shirley Connell, og hun ville være på restaurationen, ligesom Jo Cathy også ville være der. Hun har jo sin lille forretning på stedet.
Fra venstre, Shirley, Kaj, mig og Henrik. Her må I selv gætte. Foto taget i Jo Cathy.s shop.
Henrik og Elvis. Rene og Elvis.
Jo Cathy og mig. Jo Cathy og Elvis. Jeg købte dette foto, som hun fint signerede.
Jeg sad ved et bord sammen med Shirley, Henrik og Kaj. Hun var lidt vanskelig at forstå, for hun talte sydstatsdialekt. Hendes forældre købte i 1962 et hus som lå bag Graceland. Huset havde været til salg et par år før, og det var lige før, at hendes forældre havde købt det, men til Shirley.s store ærgrelse, købte de det ikke. Hun var på det tidspunkt 14 år, og vild Elvisfan.
Efter de flyttede ind i huset, blev det ordnet sådan, at hun kunne komme over stakittet ind til Graceland, og igennem haven, gå til porten, hvor hun kunne ”hænge ud” med dem der stod ved porten. Der var en portvagt, hvor der kun var direkte opkald fra Graceland.
Når hun skulle hjem, ringede forældrene ind til Graceland, som ringede videre til vagten, som så sørgede for at hun kom hjem.
Hun mødte naturligvis Elvis et utal af gange. Hun var aldrig kæreste med ham. Han betragtede hende vel nærmest som sin søster.
Igennem hendes tid var hun til 29 Elvis-koncerter. Hendes veninde var til 99 koncerter.
De var til koncert med Elvis i dec. 1976. De sad oppe foran. De ventede på, at han skulle smide sit skærf ned til dem. Det var vigtigt at få det første, for det var der mest sved på. Det lykkedes hende at få det. Medens vi sad ved bordet tog hun det hvide skærf frem, som hun havde fået denne aften, og viste det frem. Det var noget af et klenodie.
Hun har skrevet en bog om sin tid med Elvis. Den hedder “Elvis, the man in my backyard”.
Det er en meget interessant bog med mange ukendte billeder. Selv om den er skrevet på Engelsk, er den rimelig nem at forstå. Jeg købte naturligvis et eksemplar.
Jo Chaty kaldet JC, var også tilstede, og hun havde sin lille shop åben, hvor vi kunne købe mange forskellige Elvis-ting, og også et foto af hende og Elvis fra den tid hvor de kom sammen. Hun fortalte mig, at de kom sammen i august/september/oktober 1975.
Hun fortalte, at den første aften de var sammen, var de inde på Graceland. Elvis ønskede at skifte tøj til noget mere behageligt, hvorfor han tog nattøj på.
Han havde købt en ny bil til JC, og han spurgte, om ikke de skulle køre en tur, hvilket de gjorde med JC ved rattet. Hun var meget benovet over at have fået en ny bil. De kørte rundt i Memphis – med Elvis kun i nattøj. På et tidspunkt sagde han, at der ikke var lys på bilen, men det kunne hun ikke se, for hun koncentrerede sig om at køre. Han fastholdt, at der ikke var lys på, og på et tidspunkt rakte han hen over hende og tændte kontakten hvorpå han sagde: ” Og så blev der lys”.
Hun konstaterede, at der næsten ingen benzin var på. Elvis sagde, at hun kunne køre ind på den nærmeste tank. Hun sagde, at hun ingen penge havde med, for hun vidste ikke at hun skulle ud og køre.
Elvis bad hende om at holde ind på tanken, hvilket hun gjorde. Et øjeblik efter holdt en vogn ind med 2 af Elvis.s venner i, og de sørge for at bilen blev tanket op og betalte. De havde fulgt efter dem hele vejen.
Jeg købte naturligvis et signeret foto af hende og Elvis som I kan se.
I hendes forretning var Elvis i fuld størrelse, og flere af os blev naturligvis fotograferet med ”Kongen”.
En begivenhedsrig dag var forbi.
Morten og John var ikke med på turen denne dag. De tog på sighseeing i Memphis. De kom bl.a ind i en 90 m. høj pyramide, hvor der var et væld af forretninger. Bl.a en kæmpe våbenhandel. Blot man boede i USA, var der næsten ingen problemer med at købe våben. Midt inde i pyramiden var der en elevator, der gik til toppen, og hvor der bl.a var en restauration. Der var en kæmpe udsigt over Memphis. Se billederne.
Pyramiden, 90 m- høj. Interiør.
Elevatoren. Våbenhandel.
Våbenhandel. Morten med en kæmpeudsigt.
Vejnet set fra toppen. En hjemløs har sit tøj til tørre. Der er mange hjemløse i Memphis.
Næste dag kørte vi til 185 Winchester, Apt.328, Laurdale Courts i Memphis, hvor Elvis og hans forældre boede fra 1948 og til 1953. Det var et område for fattige. De boede i hovedbygningen i stueetagen, og nedenunder var der et kælderrum, hvor Elvis.s moder Gladys, kunne vaske for det bedre borgerskab for at tjene lidt til familiens underhold. Allerede på det tidspunkt sang og spillede Elvis for naboer foran bygningen. En ved navn Johnny Burnett, leder af Rock’n Roll Trio, lod sommetider Elvis underholde. Bill Black, hans senere bassist, boede også i området, men de kendte ikke hinanden før de begyndte at spille sammen i 1954 på Sun.
Her boede Elvis og hans forældre fra 1948.
Ikke langt derfra ligger Humes High School hvor Elvis gik fra 1948 til 1953. Skolen interesserede ham ikke synderligt. Han tog gerne sin guitar med i skole, og flere gange sad han foran skolen og spillede og sang, og med hans anderledes udseende, sværmede pigerne foran ham.
Humes High School.
Det kunne ikke undgå at skabe jalousi fra drengene. En dreng der hedder Red West og som gik i en klasse over Elvis, kom en dag ud på toilettet, hvor 3 drenge havde slæbt Elvis ind i den hensigt at klippe ham.
Red sagde til dem, at han var ligeglad med, om de klippede Elvis, men de skulle blot klippe håret af ham (Red) først.
De 3 forsvandt fra toilettet.
Red West blev den første og bedste ven med Elvis, og han fulgte Elvis helt frem til 1976, hvor han blev fyret fra Graceland.
Elvis fik mange af sine venner fra denne skole.
Det var sådan dengang at i det kvarter Elvis boede i, var der 2 muligheder: Enten blev man kriminel, eller også fik man sig et arbejde. Elvis valgte det sidste og blev lastbilchauffør. Han blev ansat i et elektrikerfirma, og kørte varer ud til byggepladser.
Næste sted på turen er et virkelig historisk sted. Lorraine Motel, hvor Martin Luther King blev skudt den 4. april 1968. Billederne viser hvor Martin Luther King stod på balkonen med 3 venner, øjeblikke før han blev skudt. Næste billede viser hvor han ligger ned, og personerne omkring ved Martin Luther King, peger i den retning kuglen kom fra.
Hotellet hvor Martin Luther King blev skudt. Mindekrans på stedet hvor det skete.
Foto viser Martin Luther King hvor Straks efter skuddet peger de øvrige i den retning skuddet
han bliver skudt. kom fra.
Mindeplade. Foto fra politiskolen. Viser gerningsriflen med en jakke over.
Elvis blev meget fortørnet over, at det kunne ske i hans hjemby. Til hans Special 68 koncert, fik han lavet sagen If I Can Dream som lå meget tæt op af Martin Luther King.s ”I have a dream”
Vi besøgte Forest Hill, hvor Elvis blev begravet. I kan se værelset hvor han lå. Det var ganske lille. Efter at han havde ligget på denne kirkegård i kort tid, besluttede Vernon, at han skulle til Graceland, for han turde ikke lade Elvis blive liggende på kirkegården. Han var bange for gravrøveri.
Her blev Elvis begravet. Det vil sige, at han var inde i det lille rum I kan se.
Kirkerummet. I dette rum var kisten med Elvis de første dage efter bisættelsen.
Her blev Gladys begravet.
På samme kirkegård ligger der mange af Elvis.s slægtninge. Bl.a. blev hans modet Gladys begravet der. På hendes grav stod en stor hvid engel. Den blev taget til Graceland, hvor den står i dag med navnet PRESLEY.
Der er utroligt mange kirker i Memphis, og der er utroligt mange kirkegængere om søndagen.
En søndag var Elvis i Alpha Churst. Kirkegængerne havde mere fokus på Elvis end på præsten. Der er så 2 historier om hvad som hændte:
- Efter gudstjenesten kom præsten hen til Elvis og sagde til ham, at det var bedst at han ikke kom mere, for kirkegængerne havde mere fokus på ham, end på præsten. Eller:
- Efter gudstjenesten kunne Elvis godt se, at han tog al opmærksomheden, hvorfor han besluttede ikke at komme mere.
Kirken Alpha Churst.
Derefter så vi udefra Mid-South Coliseum, hvor Elvis holdt koncerter i 1974-75-76. Der har siden været diskussion om, om det skulle rives ned. På grund af den arkitektoniske udformning, har man dog besluttet at bevare det.
Mid-South Coliseum.
Coveret på en af de få CD.ere, som blev udgivet frakoncerten i 1976.
Fra koncerten i 1976, blev der udgivet en CD, men dog kun i få eksemplarer. På samme CD er udgivelserne hvor Elvis synger” Don’t cry daddy” med Lisa Marie og ”If I can dream” med Celine Dion.
CD.en kan ikke købes i nogen forretninger. Dog kom der et par eksemplarer med til Danmark, og et af dem er i Frederikshavn.
Så gik turen til 1034 Audubon Drive, hvor det hus ligger som Elvis købte den 20. marts 1956 til ham selv og hans forældre. Han købte huset for indtjeningen fra hans første Million-dollar hit, ”Heartbreak Hotel”.
Der er ikke sket nogen forandringer siden Elvis.s tid. Elvis havde i begyndelsen værelse i udbygningen i haven til højre på billedet. Senere, da fanpresset blev forstort, byttede han værelse med forældrene.
Huset indgik i handelen da han købte Graceland i 1957.
De boede der til 1957, hvor Elvis købte Graceland. Grunden til det var, at de var omringet af fans hele tiden, – særlig piger. Elvis havde sit værelse i tilbygningen der vender ud mod haven (gaden). Selv om der var hegn omkring ejendommen, blev det nemt forceret, og så hen og banke på vinduet.
På et tidspunkt byttede Elvis værelse med forældrene, og da det så var Gladys der stod frem i vinduet for fansene, hjalp det.
Området var et finere kvarter. Naboerne var forargede over, at Gladys hang vasketøj op i baggården, for det forringede huspriserne.
Videre i Memphis til Levitt Shell, som er en stor udendørs koncertplads, hvor der blev afholdt gratis koncerter. Elvis optrådte også her. Bl.a. holdt han sin første store koncert her i 1954. Levitt var en velstående mand, og han lavede denne koncertplads, for at sige tak til byen.
Her blev afholdt gratis koncerter, hvor Elvis også optrådte.
I samme område er der et meget berømt ZOO, som har et stort antal besøgende hele tiden. Det startede for mange år siden med en løve i bur, og denne løve blev meget berømt. Det blev nemlig ”Leo the Lion” som man kan se der brøler til Metro-Goldwin-Meyer film, når de starter.
Så kom turen til et af de mest berømte studier der findes, nemlig SUN Studio i Memphis. Udenfor er der et stort foto af million-dollar kvartetten, nemlig Jerry Lee Lewis, Carl Perkins, Elvis og Johnny Cash. Billedet er taget 4. december 1954. Jeg hørte en historie om, at da de 4 nu var forsamlet, så skulle det også foreviges, hvorfor de ringede efter en fotograf fra den lokale avis. Det tog 2 timer inden han indfandt sig. Det var åbenbart ikke så vigtigt dengang.
Sun-studiet, med indgang til studiet, og billedet nederst til højre er butik.
Avisforsider i forbindelse med Elvis.s død. På forsiden til højre stod: Et ensomt liv sluttede på Elvis Presley Boulevard.
Museet på Sun. Foto af Elvis og hans fætter som ca. 18-årige.
Million Dollar Kvartetten. Bill Black, Elvis og Scotty Moore.
Foto med Roy Orbison, Elvis, Sam, m.fl. Elvis og Carl Perkins.
Million-Dollar-kvartetten – fra venstre Jerry Lee Lewis, Carl Perkins, Elvis og Johnny Cash der hygger sig, og det er tydeligt, at det er Elvis der er i forgrunden.
Hør her Carl Perkins, Roy Orbison og Johnny Cash.
Thats All Right Mamma med Elvis.
Instrumenter i indspilningslokalet. Flere af dem er fra 50.erne.
Instrumenter, forstærkere også fra 50.erne. John, Morten og jeg ved den originale mikrofon.
Billeder fra Elvis.s karrierebegyndelse på Sun.
Den ene side af Sun bygningen er forretning, hvor der sælges alt muligt med Elvis. Vi sikrede os en Sun T-shirt, og jeg købte også en plektar. Der var avisudklip på væggene, bl.a. umiddelbart efter Elvis.s død. På en af dem stod: ” Et ensomt liv endte på Elvis Presley Boulevard”. Det er nok mere sandt end hvad vi egentlig tror.
Vi var igennem museet, hvor en dygtig guide fortalte os om Sun.s historie. Sam Phillips købte Sunstudiet i 1950. Han tilbød alle at komme ind og indspille en plade. Det kostede nogle få dollar, og der var ”et skud i bøssen”, så måtte resultatet blive hvad det kunne.
Ike Turner indspillede plader i 1951. Medens vi blev vist rundt, hørte vi også musik fra dengang. Bl.a. hørte vi forløberen til Hound Dog. Det var dog ikke en hund, men en kat der blev sunget om, og det lød også ligesådan. Typisk var det, at da Elvis fik den under behandling senere, så blev det et million-hit.
Efter gennemgang af museet, kom vi ned i indspilningsstudiet. Der stod en række instrumenter, bl.a. guitarer, basser, klaverer, et trommesæt, forstærkere m.v. Det meste af det stammer helt tilbage fra begyndelsen hvor Sam Phillips overtog det. Der var også den originale mikrofon. Inde bagved var optagerummet.
Fra gaden kom man ind i et mindre kontor, hvor en dame ved navn Marion Keisker modtog kunderne. I 1953 kom Elvis ind i studiet for at indspille en plade. Det blev med titlen My Happiness, som skulle være til hans moders fødselsdag sagde han. Det passede dog ikke, for hun havde ikke fødselsdag. Han kunne bare ikke få sig til at sige, at det var til ham selv. Han indspillede pladen, betalte nogle få dollar, og forlod stedet igen.
Sam Phillips var der ikke pgl. dag, hvorfor damen hjalp Elvis. Hun kunne huske Elvis, og hun var overbevist om, at der var noget i ham.
Elvis blev siden benyttet til at afprøve andres sange forinden de skulle indspille dem. Der var dog ikke noget ved Elvis der vækkede Sam Phillips interesse.
På et tidspunkt i 1954 har man en række sange som skal afprøves. Den kvindelige ansatte spurgte Sam, om de ikke skulle lade ham Elvis Presley prøve. Sam var ikke synderligt interesseret, men accepterede. Tilstede var musikerne Scotty Moore på guitar og Bill Black på bas.
De kørte alle numrene igennem uden at Sam var imponeret. Han sagde, at de kunne holde en pause, og han forlod studiet. Scotty og Bill lagde instrumenterne fra sig, medens Elvis blev ved med at klimpe på guitaren.
De blev enige om at prøve igen. De tog instrumenterne op, og Elvis brød ud i “Thats All Right Mamma”, som var en ældre sang. Kort efter kom Sam ind i studiet, og han var helt vild og han sagde: ”Sådan skal det lyde”. Sangen blev indspillet, og B-siden blev” Blue Moon Of Kentucky”.
Dagen efter gik han til en lokalstation, hvor han kendte Dj’en. Han bad ham om at spille pladen. Da han senere spillede den, blev der så stor telefonstorm, at han måtte spille den 14 gange i træk. – Elvis var født.
Dagen efter skrev han kontrakt med Elvis. Elvis indspillede i alt 5 singler på Sun. I mellemtiden var Tom Parker blevet manager, og han videresolgte kontrakten til RCA for 25 000 dollar. Det var en enorm sum dengang.
Da Sam blev spurgt om, hvorfor han solgte Elvis svarede han, at han ikke kunne føre Elvis videre, og han kunne bruge pengene.
Sam havde et godt øre for hvem der kunne blive til noget. Nogle af de mest kendte, som også blev verdenskendte var udover Elvis, Jerry Lee Lewis, Johnny Cash, Roy Orbison og Carl Perkins, som skaffede Sun det første millionhit med” Blue Suede Shoes” og yderligere et millionhit med ”Matchbox”.
Allerede fra starten af at Sam havde Sun, var der stor søgning fra musikere, for de indså hurtigt at det var på Sun at det foregik.
Medens vi var i indspilningslokalet, hørte vi et par optagelser helt fra starten. Den ene er fra 4-million dollar kvartetten, der jammede sammen, og den anden var Roy Orbisons Obi Doobi. Begge disse fik John optaget på sit kamera, og de kan høres her.
Selv om det var et lille studie, blev det kendt viden om, for ”det var der det skete”. Det er ikke mange indspilningsstudier, der kan fremvise så mange verdensstjerner som her.
På et senere tidspunkt solgte Sam Phillips Sun Records, og købte i stedet dette studie.
Om aftenen spiste vi på restauration ”Colettes” i Memphis, som også var en typisk Elvis restauration, og John sad på Elvis.s stamplads, med Elvis kikkende ned på ham.
Billeder taget på restaurant Colettes.
Om aftenen gik vi en tur i byen. Her kom vi til tøjforretningen Lansky Bros. Inde i forretning hang et unikt billede, som blev taget ud igennem vinduet i 1952 af en 17. årig Elvis, som stod og kikkede længselsfuldt ind gennem vinduet.
Der var mange foto af Elvis og Lansky, og de havde et nært venskab.
Lansky og Priscilla. Elvis prøver tøj.
Lansky gik ud til Elvis og inviterede ham indenfor, så han kunne se forretningen. Elvis sagde til ham, at han ikke havde nogen penge, men når han blev rig, så ville han købe Lansky ud af forretningen. Lansky sagde til ham, at han ikke skulle købe ham ud for forretningen, men at han i stedet skulle købe sit tøj der.
Sådan blev det.
Til det første TV show Elvis skulle deltage i med The Dorset Brdr., købte han et sæt tøj hos Lansky på afbetaling. Mange billeder i forretningen fortæller om et fint venskab mellem Elvis og Lansky.
På indgangsdøre til flere restaurationer og hoteller, er der skilte med at det er forbudt at bære våben indenfor. Det er jo helt utænkeligt i Danmark.
Det viser hvor nemt det er have våben.
På et fornemt hotel i nærheden af, hvor vi boede, havde man et tilløbsstykke, der hver dag om eftermiddagen tiltrak 2-300 mennesker.
På hotellet havde man såvel i restaurationen i stueetagen som på taget, et mindre svømmebassin, hvor man havde 5 vildænder, der var stækkede. Om natten var de på taget, og kl. 0900 om morgenen og til kl. 1700, var de i restaurationen, hvor de svømmede rundt i bassinet. De kom i elevator, og den røde løber blev rullet ud hen til svømmebassinet, og så gik ænderne på den. (Det er ikke engang løgn). Det modsatte gentog sig om eftermiddagen kl. 1700, og der blev afspærret på hver side af den røde løber.
Der var en “Andemand”, der fortalte vældigt om de her ænder, og som I kan se på billedet, så var han fornemt klædt på.
Det er utroligt hvad der kan lokke folk til. (Vi skulle naturligvis også se det).
Når man fortalte Amerikanerne at vi kom fra Danmark, og det var ulovligt at bære våben, så troede de nærmest ikke på os. Det er en folkeret at bære våben i USA, for man skal kunne forsvare sig.
Næste dag var overladt til os selv, for John havde forinden vi tog fra Danmark aftalt, at mødes med den tidligere politimand Keith Haney, som ville vise os rundt hos politiet.
Efter aftale mødtes vi kl. 1000, hvor Keith hentede os.
Keith henter os på hotellet. Det er hans bil til venstre.
Vi kørte af sted. Han fortalte, at han havde været i Memphis politi i 25 år, hvorefter han lavede sit eget Securityfirma, hvor han bl.a. har ansat 25 politifolk fra Memphis. Det er sådan i USA, at politifolk er dårligt lønnede, hvorfor de har 2 job.
De lavede bl.a. en del efterforskning for Memphis politi, og herunder også eftersøgninger m.v. De var altid udstyret med skudsikker vest.
Han var naturligvis godt klar over, at det var en Elvis tour vi var på. Han var selv Elvis fan, men han forstod ikke det hysteri Elvis var omgærdet med, for som han sagde, de var jo vant til ham som en del af byen, og mange kendte ham.
I de senere år Elvis levede, lod han sig sommetider indlægge på et hospital, for at få fred. Når han var der, var der altid en politimand udenfor døren til hans stue.
En aften Keith sad udenfor døren, blundede han lidt, da der pludselig lød en stemme bag ham: ”Det er nok kedeligt det der”. Keith blev forskrækket, kikkede op og sagde undskyld fordi han blundede lidt. Det var Elvis der stod bag ham, og han sagde at det var ok. ”Spiller du kort” spurgte Elvis. Keith sagde ja, og han kom ind på stuen, hvor de spillede kort i 1-2 timer.
En anden aften på et senere tidspunkt, holdt Keith i sin patruljevogn, hvor han så nogle MC-er komme kørende, og de kørte over for rødt lys. Han genkendte Elvis. Han tændte det blå lys, og MC-erne kom over til ham. Han steg ud af bilen, og da Elvis så ham udbrød han: ”Det var jo dig jeg spillede kort med”. De talte sammen. Keith ønskede dem god tur med den bemærkning, at de ikke skulle køre over for rødt lys igen.
Vi blev kørt ud til Politiakademiet, hvor vi blev fint modtaget af chefen. Den pgl. dag skulle der aflægges skydeprøver for politiaspiranterne. Dem der ikke bestod måtte forlade politiet. Det var hård handel.
Vi blev præsenteret for våbenmesteren, som fortalte om de forskellige våben de har. Billederne beskriver våbnene bedre, hvad det drejer sig om, end hvad jeg kan beskrive. Han fortalte, at der hver dag blev inddraget 10 ulovlige våben i Memphis, i form af pistoler, rifler, jagtgeværer m.v.
I modsætning til i Danmark, hvor sådanne våben bliver destrueret, så bliver disse våben sat i stand og solgt igennem forretninger.
Våbenmesteren fremviste våben. John med noget der kan ligne en elefantdræber.
Der var skydekonkurrence på politiskolen.
Det var nogle heftige våben vi fik at se.
Den udvendige skydebane. Det er akademiets chef i rød trøje, som guidede os.
Vi fik forevist den udvendige skydebane, og den var stor. Når politierne skal vise hvad de dur til, sker det på den måde, at de skal nedlægge en række mål på tid. For hver de misser, mister de 5 sekunder. Der kommer 1 mand frem ad gangen.
Forinden de starter skydningen, skal de løbe et stykke, tage 25 armbøjninger, så pulsen er godt oppe, og så er det med at få nedlagt målene hurtigst muligt. Der bliver virkelig gjort noget ud af at lære politierne at skyde godt. Det kan jo gælde liv eller død.
Memphis politi er normeret til ca. 2600 betjente, men der er kun ca. 2000 betjente, så der mangler mange.
Betjentene i Memphis er veluddannede. Fra andre stater, hvor der er bedre arbejdsforhold, rekrutterer man betjente fra Memphis. Så sparer man også uddannelsen. Det er en af grundene til den store mangel på betjente.
Da vi var færdige på akademiet, fik vi hver udleveret et Memphis politi emblem af chefen.
Herfra kørte vi til Memphis politi.s hestepatrulje, som blev ledet af en dame, som Keith tidligere havde som elev i politiet.
Vi mødte flere af politifolkene, som var i hestepatruljen. Vi fik forevist det hele, og det var tydeligt, at de alle havde det godt med deres arbejde.
Der var 9 heste tilknyttet patruljen. De blev benyttet til alm. Gadepatrulje, demonstrationer og andre opgaver. Vi havde en hyggelig tid, og hvor vi fik taget en del gode billeder. Nogle af billederne er returneret til Keith, for han ville gerne have et minde fra vores besøg.
Interiør fra hestepatruljen.
Da vi forlod hestepatruljen fortalte Keith, at han havde planlagt, at vi skulle tale med chefen for Memphis politi, som er hans gode ven, men hele ledelsen var desværre bortrejst i nogle dage. Han viste os hvor Memphis politi har til huse, og det var enormt stort. Den gamle politibygning lå ved siden af, og den stod tom.
Vi fortalte ham hvor vi kom fra i Danmark og om Skagen hvor 2 vande mødes ud for Grenen. Det vil han gerne se. Han har tidligere været i Danmark, hvor han var 2 dage i København. Vi aftalte, at hvis han kommer til Danmark, skal han kontakte os (han har John.s mailadr.), og så vil vi give ham en rundvisning i det nordlige. Det vil han glæde sig til.
Han kørte os tilbage til hotellet, og et interessant møde var slut.
I nærheden af vores hotel, var der et fint hotel, som havde ensærlig seværdighed, som hver eftermiddagkl. 1700 samlede 2-300 mennesker.
På hotellets tag og i restaurationen i stueetagen, var der placeret et bassin, hvor der svømmede 5 stækkede gråænder rundt. Ænderne var på taget fra kl. 1700 og til kl. 0900, og i stueetagen om dagen. Seværdigheden var, når de skulle enten op eller ned, så blev der rullet en rød løber ud fra bassinet og til elevatoren, og en fornem klædt “andemand” gennede ænderne hvilken vej de nu skulle, hen ad den røde løber. (Det er ikke engang løgn). Forinden seancen, fortalte han vældigt om de her ænder. Han havde 2 fine stokke, og håndtagene var udformet efter et andehoved.
Det er utroligt hvad der kan samle folk. (Vi skulle naturligvis også se hvad det var for noget).
Hotellet. “Andemanden”
Ænderne i bassinet.
Om aftenen havde vi den sidste fællesspisning, hvor vi sad og hyggede os i et par timer.
Her er selskabet placeret vedbordet, sidste aften.
Her er et udsnit af hvad vi fik serveret.
Næste dag var det tirsdag og afrejsedag. Vi spiste morgenmad på hotellet, hvorefter vi pakkede sammen, afleverede vores kufferter i receptionen og chekkede ud. Vi skulle med bussen kl. 1400.
John, Morten og jeg var i forvejen blevet enige om at spise frokost på en restauration ved navn BON-TON CAFE som lå i nærheden. Det var en morgencafe, som lukkede kl. 1400. Det var en cafe hvor Tom Parker, Sam Philips og Elvis jævnligt besøgte.
Bon-Ton Cafe.
Det var en meget elskværdig mørk dame som serverede for os. På et tidspunkt spurgte hun, om vi var interesserede i Elvis, hvilket vi bekræftede. Hun sagde, at når vi havde spist, så skulle vi komme med hende ned i kælderen.
Efter vi havde spist gik vi ned i kælderen, hvor der var en scene, mange borde og stole, og billeder på væggen af berømte musikere, bl.a. Tina Turner, Mick Jagger, James Brown m.fl. I første omgang forstod vi ikke hvad det havde med Elvis at gøre. Imidlertid talte John med en mandlig ansat der forklarede, at kælderen tidligere havde været en natklub. Her havde Elvis optrådt inden han havde været på Sun-studiet. Flere af de andre der var billeder af, havde også optrådt der.
Elvis, B.B.King, Tina Turner, James Brown og Mich Jagger, har formentlig alle optrådt der.
Inde i dette lille rum sad værten og holdt øje med hvad der skete.
Festlokale med scene. John Kingo On Stage.
Vi gik tilbage til hotellet og gjorde klar til afgang.
Så var der afgang med bussen til lufthavnen.
Vi ventede på Bording. Memphis fra luften. Farvel og tak.
EPILOG:
Overalt hvor vi har været, har vi mødt en utrolig venlighed og imødekommenhed. Et særsyn på restaurationerne var altid, at når vi kom ind, kom der straks en tjener og viste os tilrette. Han eller hun præsenterede sig og sagde, at han/hun skulle betjene os. Under hele middagen var tjeneren altid opmærksom på, om vi manglede noget. Når man havde købt en stor sodavand, så var der automatisk opfyldning, uden at det kostede ekstra. (Her kunne restaurationerne i Danmark lære noget – også at udvise opmærksomhed overfor gæsterne).
Som jeg tidligere har nævnt, så indtjente Elvis ca. 4 milliarder dollar i de 23 år han levede, fra han blev kendt. Det var en enorm stor sum. Derfor undrede det de efterladte, at der ved hans død kun stod 1 mill. og 50 tusinde dollar på hans chekkonto.
Da man gik dybere i regnskaberne viste det sig, at Elvis forsørgede ca. 20 familier i Memphis. Et af eksemplerne er her:
I begyndelsen af tresserne blev en politimand skudt. Han efterlod sig kone og små børn. Elvis blev forbitret over at man havde skudt en politimand. (Han holdt meget af politiet). Han ringede til politistationen for at få adressen på de efterladte. Derefter kørte han dertil, hvor han kondolerede.
Familien var i store problemer fordi de havde mistet forsørgeren. Elvis sagde til dem, at det skulle de ikke spekulere på, for han ville forsørge dem fremover, og også betale for børnenes uddannelse.
Elvis donerede kæmpesummer til hospitaler, skoler og andre velgørende formål. Han forærede et utal af biler, flere huse og andre værdifulde ting til venner og bekendte.
En bestemt dag hvert år op til jul, mødte de fattige op ved porten til Graceland. Elvis og hans fader gik dertil. De fattige fortalte hver især deres historie, og Elvis delte check ud til dem. Det kunne være på 500,- eller 1000,- dollar. Når han havde brugt 100.000 dollar sagde han til dem, at han ikke havde flere penge, men han ville stå der igen næste år.
På et tidspunkt blev han spurgt om, hvorfor han gav så meget væk hvortil han svarede: ”I har ikke prøvet af gå i mine støvler”- underforstået, at han som barn havde oplevet en utrolig fattigdom.
De kæmpebeløb han brugte, kunne han rettelig have trukket fra i skat, men det gjorde han aldrig, for det skulle ikke være derfor han gjorde det.
Det kan nok være svært for udenforstående at forstå hvilken kæmpebetydning Elvis havde for sin by Memphis.
Det var derfor ikke uden grund at Elvis i 1971 i Riverside, det tidligere Holliday Inn, blev udnævnt til One of The Ten Most Outstanding Men Of Amerika.
Efter hans død tjener Elvis-firmaet 60 millioner dollar om året.
Til slut kan man kun udtrykke det på én måde:
DER VAR ELVIS og de andre.
Med venlig hilsen,
Arne Porsmose.
FREDAG DEN 8. JANUAR 2016.
Morten Klyvø, John Kingo og undertegnede var i aften til koncert på “Værket” i Randers. Ved koncerten, som varede ca. 2½ time, medvirkede flere af Elvis.s gamle musikere. Det var:
James Burton, guitar,
Ronny Tut, trommer,
Glen D. Hardin, piano, og
The Imperials med Terry Blackwood.
De her nævnte er sidst i halvfjerserne.
Der var yderligere et fremragende 4-mands orkester, et blæseorkester og en fremragende sanger.
Der blev aftenen igennem fremført en række Elvissange.
Det var en fremragende koncert.
Efterfølgende vises nogle foto fra aftenen, samt nogle musikvidioer, så I kan få et lille indtryk af koncerten.
Øverst byder Henrik Knudsen velkommen til koncerten. Næste foto er The Imperials og Glen D. Hardin, og nederst efter koncerten, hvor der skrives autografer. I front er det James Burton.
Det er Terry Blackwood i midten herover.
Nr. 2 fra venstre er Henrik Knudsen, derefter Gitte, og damen med briller er Jo Cathy, som var kæreste med Elvis i 3 mdr. i 1975. Hun er beskrevet under Elvis-Touren. Næste dame er Ronny Tut.s datter, og den sidste er forsangerens kæreste.
