Min historie.

 Historie fortalt af

Arne Porsmose.

Publiceret den

2.

april 2015.

 

 

 

Jeg vil her fortælle min historie, hvor det er brevduerne der vil være den røde tråd. Som I vil læse, vil der være meget andet med, som naturligvis har haft stor betydning for mig. Der vil også være forskellige anekdoter, af arbejdsmæssig og privat karakter, som jeg vil fortælle om.

Jeg har forsøgt at komme vidt omkring, men naturligvis vil der være mangler. Som I vil se er billederne af forskellig kvalitet, men de rummer megen nostalgi. Først efter at billederne var kommet ind på hjemmesiden fandt jeg ud af, at de skulle have været redigerede inden de kom ind. Derfor er der nogle kanter på.

Jeg håber at I vil finde fornøjelse ved at læse det.

Med venlig hilsen, Arne.

— 

Min interesse for duer går helt tilbage til barndommen. Jeg ved ikke hvorfor duer altid har interesseret mig, men der er noget fascinerende over dem. 

Jeg er født på Gærumvej 6 i Frederikshavn 240350. Jeg har 5 søskende. Erik blev født 301046, Tove 240348, Poul 220352, Peer 180155 og Inge 190858. Der var ingen andre i familien der interesserede sig for duer. (Bemærk at 2403 går igen flere gange).

Her er stamparret. – Billede fra deres bryllup i maj 1946. Mor var 24 år født 030322, og far 22 år, født 240324. Straks efter brylluppet flyttede de ind på 1. sal på Gærumvej 6, og ca. 1 år efter flyttede de ned i stueetagen, der var større.

      

Gærumvej 6 fra forsiden, og baggården,   
hvor der var lokum i gården, men vi       
havde ikke andet. 

Erik, Tove og mig fra min dåb 1950.                       

Her er det Erik, Tove og mig i 1951.

Her er det Peer, Erik, mig, Tove, Poul og Inge på bordet i 1959.

Om Gærumvej 4-6 kan jeg fortælle, at det tidligere var en skole, som ophørte i begyndelsen af trediverne. Under krigen besatte tyskerne Bangsbostrand skole, hvorfor skolebygningerne på Gærumvej 4-6 blev taget i brug under resten af krigen. Bangsbostrand skole har iøvrigt snart 100 års jubilæum, idet den blev opført i 1916.

På begge sider af hvor vi boede, var der brevduemænd. Det var smedemester Laurits Pedersen, og malermester Møller. De var begge medlemmer af 068. Jeg vidste dog ikke på det tidspunkt at der var noget der hed brevdueforening.

Jeg var tit inde hos Møller når de malede biler, og en gang imellem kom jeg med på lofter hvor duerne var, og det var en stor oplevelse at se dem.

Ca. ½ kilometer fra os, boede min farmor, farfar og onkel Poul. De havde Frederikshavn Fjerkræslagteri. Der var altid masser af fjerkræ som kyllinger, ænder og gæs, som de fik som ny udklækkede og de blev fedet op og solgt. De gik i nogle store træhuse med jorden som bund.

På et tidspunkt havde de en flok gæslinger der gik i et af husene, hvor der også var rotter. En dag jeg kom derhen gik jeg ind til dem, og her så jeg at rotterne havde taget en gæsling og forsøgt at trække den ned i hullet. Det var kun enden på gæslingen der stak op. Det er et syn jeg aldrig har glemt. 

Alligevel lærte man på et tidligt tidspunkt at få et naturligt forhold til liv og død med dyr, for der blev jævnligt slagtet al slags fjerkræ, og engang imellem hjalp vi børn med til at plukke.  Der skete altid noget. 

I sommeren 56, da jeg var 6 år gammel, skulle jeg have været på ferie hos onkel Svenning,  tante Ester og deres 2 piger Alice og Birthe i Øster Hjermitslev. Alice var 7 år ældre og Birthe 3 år ældre. De kom for at hente mig og min kuffert var pakket, men jeg ville ikke med, og jeg kan huske at jeg løb hjemmefra, men de fandt mig åbenbart igen. Jeg slap for at komme med.

Freden varede dog kun til december samme år, så kom jeg på ferie hos Ester og Svenning  i 14 dage. Jeg fandt ud af, at det var meget hyggeligt, og jeg havde det som blommen i et æg. Ester havde en broder der hed Henning, og han sagde til mig, at jeg gerne måtte blive til jul, og han havde julegaven klar til mig, og det var en død høne der lå på møddingen.

Dette blev jeg dog ikke afskrækket over, for året efter kom jeg igen, og det var så tidligt, at jeg oplevede at køerne kom på græs for første gang. Det var en oplevel-se at se hvordan køerne bejsede rundt på marken og var ellevilde over at komme ud.

Øverste foto er af tante Ester, onkel Svenning og kusine Alice. Nederste er af kusine Birthe og mig.

Min kusine Aase og jeg i sommeren 1957 på ferie hos Ester og Svenning.

Her er det en stolt traktorfører med Ester oven på læsset af kornneg.

Det var en lille ejendom med 12-14 tønder land, 8 køer lidt grise og al slags fjerkræ. Det var på det tidspunkt hvor man var selvforsynende ude på landet, og de var fantastiske til at få alt til at gro. Der var også enkelte par duer på ejendommen, og de ynglede i kostalden og hestestalden, og det var appelsinkasselignende reder. Det var altid spændende at se når ungerne kom ud af æggene.

 Når ungerne var store, blev de slagtet, plukket og kom i fryseren. Der var også skrukker der udrugede andeæg, og det var et helt eldorado for en lille knægt med alt det nye der skete. Få dage før andeæggene var udruget, tog onkel æggene med ind i bryggerset og lagde dem i lunkent vand. Her kunne man se hvilke æg der var liv i, for de vippede fra side til side. Senere fandt jeg ud at, at det at de kom i vand også havde en anden virkning, for skalden blev blødere så ællingerne nemmere kunne komme ud.

Jeg var på ferie det samme sted hele sommeren frem til 1961, hvor jeg var 11 år. Jeg var første-karl på ejendommen (der var ikke andre). Jeg hjalp til hvor jeg kunne, bl.a. med at fodre fjerkræet. Jeg hentede køerne  ude i engen når de skulle malkes, og jeg gik ud med dem bagefter. De skulle enten ud i engen eller i mosen. Det sjove med besætningen var, at det var den samme ko der var førerko. Selv om hun stod som nr. 5 inde i stalden, var det som om de andre udenfor ventede på at hun kom og gik foran. Jeg husker hende som en svajrygget jerseyko med store horn.

Det eneste jeg ikke brød mig om var, at der var strøm i hegnet, og ledet var lavet af gammel patgummi (til malkemaskine).  Deri var sat et stykke træ hvorigennem ståltråden var ført, og når det regnede var det hele gennemblødt og så fik man stød.  En gang imellem måtte jeg snyde mig til at slukke for strømmen, når jeg skulle ud med køerne.

De havde også 2 heste, Klaus og Musse. Musse var en mindre hoppe, og når hun skulle ud i mosen på græs, red jeg på hende alene derud. Der var det meste af en kilometer ad markvejen.

På et tidspunkt hvor jeg skulle ud i mosen med hende, ville jeg ikke op på hende, men trække hende. Jeg kan ikke i dag forklare hvorfor jeg ikke ville op på hende, men på vej ud i mosen lettede der en flok agerhøns ved siden af hende, og hun blev så forskrækket at hun stejlede. Jeg var glad for at jeg ikke sad på hende, for så havde jeg fået røvtur.

Musse og mig ca. 1960.

Et par kilometer fra hvor min onkel boede, boede hans morbror Per, der var gift med Stinne. De havde også en lille ejendom, og Per var også mælkekusk, og vognen blev trukket af 2 heste. Det gik jo ikke så hurtigt dengang. Jeg var jævnligt med på mælketuren, og når vi kørte tilbage, havde vi varer med fra mejeriet.

Esters forældre boede i nærheden på Mosefogedgården sammen med hendes broder Henning. Jeg kom der jævnligt, og det store nummer var når søerne skulle have grise. Søerne blev forinden sat i en ”vågekone” så de ikke kunne gøre grisene fortræd ved at ligge på dem, og jeg kunne roligt være inde ved soen. Nogle af søerne kunne godt være ondskabsfulde når de skulle have grise.  Jeg tog imod grisene, og jeg fik 10 øre for hver gris jeg tog imod, så det kunne godt være en god forretning.

Her er jeg fotograferet i haven til Mosefogedgården, sammen med deres collie i 1959. Dengang var colliehunde meget populære (lassiehunde). Mange steder på landet var der også foxterrier, for de var gode til at fange mus og rotter.

Det var en fantastisk tid, som jeg i dag tænker tilbage på med glæde.

Her er jeg med mor til Alice og Kajs Bryllup i foråret 1961. De ses i baggrunden.

—

Jeg begyndte i Bangsbostrand skole efter sommerferien 1957.  Jeg gik her indtil den 30. september 1959.

           

2 billeder fra 1. klasse i 1957. På klassebilledet står jeg som nr. 3 fra venstre i bageste række. Yderst til højre står lærer Christensen. På næste billede op til jul, sidder jeg yderst til højre ved siden af Ole.

1. oktober 1959 flyttede vi fra Gærumvej 6 og ud på landet til onkel Pouls ejendom i Ravnshøj, 7 km. vest for Frederikshavn. Min onkel indrettede et værelse i udhuset, medens vi andre 8 personer benyttede stuehuset. På det tidspunkt var der ikke indlagt hverken vand eller varme. Den eneste varmekilde var kakkelovnen i stuen og gaskomfuret i køkkenet. Vandet hentede vi fra en pumpe i gården. I et lille værelse for enden af indgangen blev der opstillet 2 x 2 køjesenge til vi 4 drenge. Der var mursten på gulvet, enkeltlagsmursten i ydervæggen, og i vinduet var der enkeltlag glas. Dengang var der virkelig  vinter. Når vi skulle i seng havde vi en varmepude som man forinden lå under dynen og flyttede den jævnligt så sengen ikke var iskold. Tit om morgenen var der så koldt, at der var is på muren inde i værelset. Vi var faktisk aldrig syge, for vi var hærdede med et godt immunforsvar.

Indenfor et par år, blev der dog indlagt vand og centralvarme.

Jeg kom i Ravnshøj skole den 1. oktober 1959. Der var 1. lærer Christensen og fru Sørensen. Der var 2 klasseværelser og inddelt således, at 1-2 klasse gik sammen, 3-4 klasse sammen og 5-6-7 klasse sammen. Vi gik i skole 4 dage om ugen for at det kunne passe med de 3 hold.

Jeg gik i denne skole indtil årsskifter 1963/64, hvor vi flyttede til Ravnshøj nye Centralskole, og hvor jeg gik ud af 8. klasse. Herefter begyndte mit egentlige arbejdsliv, som er beskrevet senere.

Ejendommen i Ravnshøj hvor vi flyttede til i 1959. Billedet er fra begyndelsen af tresserne. Det lille hus i gården var en tidligere hestestald, og det blev brugt som fiskehus til klargøring af fisk til fars fisketur.

—

Jeg ville gerne have duer, men det måtte jeg  ikke få, for de sked på taget. Jeg havde dog mange andre dyr, bl.a kaniner og dværghøns. Min onkel havde fjerkræhandel på ejendommen, hvor han solgte ællinger, gæslinger og kyllinger. Han opkøbte også fjerkræ og kaniner som blev afhentet af Bindslev fjerkræslagteri en gang om ugen.

Som dreng havde jeg kaniner, og når ungerne var store, – de skulle veje mindst 5 pund, blev de solgt og slagtet.

Lastbilen fra Bindslev fjerkræslagteri kom hver onsdag og hentede det fjerkræ og kaniner som min onkel havde opkøbt i løbet af ugen. Når lastbilen var læsset, skulle de altid ind og have kaffe. Når jeg havde en kaninhun som skulle parres, så kunne jeg nå at låne en han fra fjerkræbilen, få hunnen parret og sat hannen tilbage igen til de var færdige med at drikke kaffe.

I en tidlig alder lærte vi at plukke fjerkræ, og det var ikke sjældent at mor og mig plukkede 50 kyllinger på en formiddag.

Far havde fisketur på landet, og her skulle jeg også hjælpe. Jeg var vel 12-13 år, hvor jeg hver dag – når han kom fra fisketur, skulle fillettere 60 rødspætter. Hovedet og skindet på begge sider skulle af, og rødspætterne filletteres.  Jeg blev faktisk så skrap til det, at jeg kunne gøre det på ca. 1 time.

Desværre skete det ikke så sjældent, at når han efter fisketuren havde været på havnen igen, så kom han med yderligere 60 rødspætter der skulle have samme behandling. Det var træls, for jeg ville hellere ud og lege.

Jeg blev konfirmeret den 9. april 1964, og sammen med min fætter, John Erik, blev festen holdt i Skærum forsamlingshus – samme sted hvor Aases og mit bryllup blev holdt 10 år efter.

I 1964 startede far en minkfarm ½ kilometer fra hvor vi boede. Alt foderet blev lavet på farmen, og senere kom min storesøster Tove til at hjælpe på farmen, hvor hun fodrede og vandede dyrene. Om efteråret blev dyrene sorteret, og de fleste aflivet og pelset. Dyrene blev pelset i Frederikshavn, hvor pelseriet var indrettet i en sidebygning til beboelsen. Der var en stank over hele huset.  

Det første billede viser far på minkfarmen ca. 1965. Der var 4 haller ialt, og han startede med 100 tæver, som var passende dengang. På det næste billede er søster Tove som fodermester på minkfarmen.

Der var arbejde at gøre på ejendommen hver dag.

Mit egentlige  arbejdsliv startede i sommeren 1965 hvor jeg var færdig med skolen og jeg kom i lære i en slagterforretning hos Lauritz Munck, Søndergade 229 i Frederikshavn. På det tidspunkt havde han leverancen til den danske flåde på Flådestationen i Frederikshavn. Der blev kørt store mængder forarbejdet kød og pålæg til div. skibe.

Det var nogle lange arbejdsdage. Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag mødte jeg kl. 0700 til 1230, middag i 2 timer, og igen fra 1430 til 1800. Fredag kl. 0600-1230, middag, og igen fra 1430 til 1800 tidligst. Der skulle jo gøres klart til lørdag, der var den store handelsdag i forretningen, og hvor de fleste havde fri. Her mødte jeg kl. 0600 og til vi var færdige kl. ca. 1330. Ret hurtigt kom jeg ind i forretningen hvor jeg ekspederede, og det var jeg glad for. Om lørdagen var forretningen fuld af kunder fra ca. 0900 til kl. 1200 hvor forretningen lukkede, og der var fuld fart på. Jeg var god til tal, og jeg fik min hovedregning udbygget. Jeg har aldrig brugt et stykke papir til at lægge sammen på, for jeg talte sammen i hovedet, uanset hvor mange varer kunden skulle have. Der var da godt nok nogen der ”kikkede forundret” en gang i mellem, men der blev aldrig stillet spørgsmål til, om det var korrekt sammenlagt.

Det var jo en anderledes måde at arbejde på dengang. Der var ikke noget der hed arbejdstilsynet, eller hvor meget man måtte bære. Når lastbilen kom fra slagteriet med varer, bar vi kvarte kreaturer ind på ryggen, eller halve grise, eller hvad det måtte være. Selv om man kun var 15-16 år, stillede man ikke spørgsmål.

Jeg startede med en ugeløn på kr. 70,- for 56 timers arbejdsuge, og den steg vel til knap 200,- om ugen i slutningen af læretiden. Jeg var dog glad for min læretid, for jeg lærte meget, og i særdeleshed om hygiejne, for alt skulle rengøres hver dag. Den tildragelse har vel egentlig fulgt mig siden.

I forbindelse med uddannelsen var jeg på slagteriskole i Holstebro 3 gange i 68/69. 

 Dette foto er fra slagterskolen i Holstebro. Jeg står i bageste række nr. 2 fra venstre.

Jeg blev udlært den 1. oktober 1969. Til svendeprøven var der 6 praktiske prøver og 1 teoretisk. Jeg fik maximum point i alle de praktiske prøver, men det kneb lidt med den teoretiske prøve. Jeg fik ialt 37 ud af 42 point, så det var ok.

På det tidspunkt havde Lauritz Munch ikke brug for mig mere. Han fortalte mig, at slagter Hansen i Danmarksgade manglede en slagtersvend, og jeg kunne prøve at kontakte ham.

Jeg satte mig straks op på min Scooter og kørte til Danmarksgade, hvor jeg præsenterede mig for slagtermester Evald Hansen. Jeg var selvfølgelig spændt på om jeg blev ansat, og til hvilken løn, for en svendeløn lå på ca. 450,- kr. om ugen.

Jeg blev straks antaget, og Hansen sagde til mig, at han ville give 500,- kr. om ugen. Jeg accepterede straks, for det var virkelig godt.

Jeg begyndte kort efter. I forvejen var der en svend ansat. Forretningen var en typisk svenskerforretning, for det væltede ind med svenskere hver dag.

Dette stoppede brat kort før jul, hvor der blev konstateret mund og klovsyge i Danmark, og der blev importforbud af kød i Sverige.

Jeg blev fyret, og for første gang i flere år, havde jeg julen fri, og i en kort periode fik jeg understøttelse.

Kort efter nytår var jeg igen ansat i 14 dage hos slagter Hansen, da hans svend skulle på sygehuset. Jeg lavede naturligvis det hele efter de opskrifter som man hale tiden havde benyttet.

Ugen efter – en lørdag formiddag, var omh. svend på besøg, og han stod ude i køkkenet. Jeg stod og talte med ham, da Hansen kom derud. Han sagde til mig: “Porsmose (man var jo på efternavn dengang), jeg har haft besøg af en dame der sagde, at den kødpølse hun købte for et par dage siden, var den bedste hun nogensinde havde fået”. Det virkede som om han nød at sige det til mig, netop af den grund, at hans svend også var tilstede, selv om det var hans opskrift jeg havde benyttet. 

Kort efter blev jeg ansat på det tidligere Frederikshavn slagteri, og her var jeg i nogle måneder. Det var en 5 dages arbejdsuge – fri hver weekend, og det var virkelig godt, for det havde jeg ikke prøvet før.

Først på sommeren blev jeg ansat hos DSB i.f.m. at der blev lagt nyt spor mellem Hjørring og Frederikshavn. Vi var en flok der rettede skærver til. Her var jeg indtil jeg udgangen af september måned.

1. oktober 1970 begyndte jeg 12 md. militærtjeneste på Vorup kaserne i Nørresundby.    Jeg var i 1. kompagni. Dagen efter at vi var ankommet, var vi alle samlet i den store sal, hvor vi blev informeret om soldaterlivet. På Vorup kaserne havde man et tambourkorps, og til mødet blev vi spurgt om der var nogen der kunne tænke sig at komme i tambourkorpset. Jeg rakte hånden op, – hvilket vi var en flok der gjorde.

Vi blev overflyttet til Sanitetskompagniet, hvor jeg blev Menig Gruppefører, og jeg fik en Mc.

Her er Tambourkorpset, hvor jeg står helt ude til venstre, og næste billede er mig. Ponyen hed korporal Bommerlund. På et tidspunkt skulle den have været udnævnt til sergent, men på vej til Obersten, stak den ad helvede til, og udnævnelsen blev udsat.

Hver mandag var der øvedag i

Tambourkorpset. Der var 2 professionelle musikere tilknyttet fra Ålborg symfoniorkester. En trompetist ved navn Iversen, og en trommeslager som jeg ikke husker navnet på. Jeg blev trommeslager.

Da rekruttiden var overstået indtrådte vi i Tamb0urkorpsen, hvor vi var ca. 30 mand. Vi havde en virkelig god tid den sommer. Det skete nogle gange, at når vi var på ”stroppetur”, blev der pludselig råbt: ”Tambourkorps Træd An”. Så kom vi op i en lastbil og til kasernen, for vi skulle ud og spille.

Vi spillede til ca. 35 arrangementer i hele Jylland i sommeren 1971. Bl.a. i Hjørring, Ålborg, i Ålborghallen, Støvring, Fredericia m.v. Det store den sommer var, at vi blev sendt til Skanderborgregattaen for at spille. Der skulle være kommet 2 engelske orkestre, men de sendte afbud. Det var en stor oplevelse. Vi spillede flere gange i denne weekend. Vi havde et fint tattoo, og vi spillede faktisk så godt at vi indspillede en LP med alle numrene på. Desværre nåede jeg aldrig at få den.  

Jeg kan ikke undlade et par små episoder fra militærtjenesten.

En fredag aften, kort før vi skulle hjemsendes, var vi 3 kammerater, der tog til bal på Kvissel kro, i nærheden af Frederikshavn. Vi skulle være på kasernen igen kl. 0100. Kroen lukkede kl. 2400, men vi blev enige om at fortsætte på en natklub i Frederikshavn, hvor der var åbent til kl. 0200. Festen kørte derudaf, men kl. 0200 måtte vi sætte kursen til kasernen. 

Det skal indskydes her, at vi havde en meget træls sergent, som gik meget op i det. Da vi havde parkeret ved kasernen og var på vej ind til barakken hvor vi boede, flækkede vi en historie sammen om at vi havde været punkteret, for det tilfælde, at det var den trælse sergent, som havde vagt. Der var mørkt overalt. Da vi kom ind i gangen trådte han pludselig frem fra mørket og udspurgte os. Han fik historien, og vi blev beordret i seng. Vi frygtede at han ville indberette, for det kunne udløse en eller anden form for straf.

Der gik nogle dage, og intet skete. En dag vi var på vognparken, skulle jeg over på stuen efter et eller andet. Undervejs mødte jeg Kaptajn Jakobsen, der var kompagnichef. Han kaldte på mig. Jeg fik en irettesættelse, som jeg skulle bringe videre til mine medkompetanter, og iøvrigt, så ville der ikke ske mere på grund af god tjeneste. Dagen var reddet.

Den sidste øvelse inden hjemsendelse, var en stor øvelse i Tyskland. Den dag vi skulle afsted, kørte vi fra morgenstunden til en plads, hvor vi skulle være indtil afgang om aftenen. Vi skulle hvile, for vi skulle køre hele natten og det var med marchhastighed på 30 km/t. Jeg kørte på Mc.

Ud på natten blev jeg mere og mere træt. Jeg faldt i søvn, kørte tværs over vejen, og i det samme som Mc.en var på vej ned i grøften vågnede jeg op og fik den rettet så meget op, at den kørte skråt nedad, så der ikke skete noget. Dem bagved standsede op for at se om der var sket noget, men det var der ikke. Jeg fik besked på at vente, for der ville komme en hjælpebil. Da de var kørt videre, tog jeg fat i et par ledninger til motoren – jeg kunne ikke se hvad det var – og rykkede dem af, så den ikke kunne starte. Jeg lagde mig på grøfte-kanten og ventede. Jeg faldt i søvn, og da jeg vågnede var det lyst, og der var ikke kommet nogen hjælpebil. Da jeg undersøgte Mc.en nærmere, var de ledninger jeg havde rykket af, nemme at sætte på plads igen. Mc.en startede, og jeg kunne så fortsætte med almindelig hastighed, for jeg havde kort over, hvor jeg skulle møde de andre.

Jeg havde en god tid i militæret. 

—

Efter hjemsendelsen arbejde jeg på en fiskefabrik med at fillettere rødspætter. Det gik stærkt. Man skulle fillettere ca. 3½ rødspætter i minuttet, og skindet på den brune side skulle af. Jeg har stadig mærker i v. hånds pegefinger fra den tid.

I sommeren 1972 blev jeg ansat i postvæsenet. Jeg var der i 2 år, men ½ år før min fastansættelse, ville jeg ikke mere, så jeg sagde op. På det tidspunkt fik jeg en bruttoløn på 3200,- kr. om md., medens en nystartet politiansat fik 4800,- kr. om md. Jeg havde dog ingen tanker om politiet på dette tidspunkt. Jeg havde heller ikke andet arbejde eller var i fagforening.

Jeg blev igen ansat på en fiskefabrik. Om sommeren var jeg ferieafløser som skraldemand i 6 uger, hvilket var godt betalt. Det var et arbejde jeg egentlig gerne havde fortsat med, men pladserne var besat. Indimellem arbejdede jeg også på en planteskole, og det var væsentligt med at køre planter ud til kunderne. Om efteråret i 74, pelsede jeg ræve og mink.

På et tidspunkt om efteråret fik jeg ad omveje at vide, at politibetjent Arne Hansen, som også var brevduemand i Frederikshavn havde sagt, om ikke det var noget for mig at søge ind til politiet. Det fandt jeg så interessant, at jeg samme dag – en søndag besøgte Arne for at tale med ham om det.

Han sagde at han skulle møde samme aften kl. 2300 på vagt. Samtidig mødte også vagthavende som hed Mørup, og det var ham der stod for ansættelserne.

Aase og jeg mødte op om aftenen kl. 2300, og her startede min ansøgning til politiet.

Jeg gik til de forskellige prøver om efteråret medens jeg pelsede mink, og videre efter nytår, for til slut at starte på politiskolen den 1. april 1975.

Klassebillede fra politiskolen i 1975, Jeg står i midten bageste række.

Her er en ung dame, amerikaner, som N.J.S. Krog og undertegnede kørte hjem til feriefamilien i juli 1984, og det syntes hun skulle foreviges. Næste billede af en ung betjent med sin oprindelige hårfarve.

Jeg var i politiet i 35 år til den 31. marts 2010.

Der kommer lidt fra min polititid senere. 

Tilbage til duerne.

Det var først i foråret 1966 at jeg fik lov til at have duer, men i begyndelsen var det  månedsduer, for de skulle kun avle slagteunger, og de gik i voliere. Jeg var på dette tidspunkt ikke interesseret i brevduer, for månedsduer fik et par unger hver måned fik jeg fortalt, og det gjorde brevduer ikke. – Den sammenligning viste sig ikke at passe.

Mine første duer blev købt i januar måned 1966 hos Børge Thomsen i Mejling, et par kilometer fra hvor vi boede. Herefter kom jeg jævnligt hos Børge, og i løbet af sommeren blev min interesse for brevduer vakt, for han havde brevduer og fløj med dem, og den 15. november 1966 blev jeg indmeldt i daværende forening 0212 ”Kvissel”.  Allerede dengang var der altid fart over feltet, og jeg fik siden at vide, at et par af de ældre i foreningen var enige om, at jeg højst holdt 1 sæson. (det er nu 48 år siden). Det skal dog her anføres, at Børges søn Finn Peter, i dag er formand for vores forening 026 Fladstrand. Jeg kom faktisk så tit hos Børge at Finn på et tidspunkt spurgte, om ikke at det var nemmere at jeg boede der.

Gunhild og Børge Thomsen fotograferet ved vores bryllup. Han holdt en fremragende tale ved brylluppet. Han holdt sig lidt til duesproget da han bl.a sagde, at brudeparret var den bedste parring han havde set det år. Vi modsagde ham naturligvis ikke.

Mit første kontrolur var et 12 stempling Benzing ur med kapsler, som jeg købte af politibetjent Arne Hansen i Frederikshavn i foråret 1967. (Han er stadig medlem og han havde forrige år 50 års medlemskab af 026). Uret kostede ca. 200,- kr. som jo var prisen på ure på det tidspunkt. Det var mange penge taget i betragtning af, at jeg fik godt 100,- kr. om ugen i slagterlære.

Mit første hus var et Premier-ishus, og kort efter fik jeg yderligere et lille skur, og de blev fyldt op med de duer som de andre medlemmer ville have slagtet. Husene lå 100 m. fra ejendommen, for at duerne ikke skulle skide på stuehustaget.

Duernes kvalitet var ikke noget at skrive hjem om, for det var de duer,  som nogle af medlemmerne kunne undvære. Det var også uden betydning, for min fascination af disse duer blev ikke mindre. Duerne blev kapfløjet i 1967 uden de store resultater naturligvis. – Dog vandt jeg foreningens enslipspokal, – 2 duer sammenlagt fra Kolding, hvor de blev sluppet med nogle minutters mellemrum. Hvert medlem deltog med 2 duer hver, og de 2 hurtigste sammenlagt vandt pokalen. Ingen vidste i hvilken rækkefølge de blev sluppet. Flyvningen var fra Kolding, og de skulle slippes fra kl. 0700. Ved godt 11. tiden kom nr. 42 direkte ind fra syd, og jeg fik hende hurtigt stemplet. Jeg ventede spændt på den næste, men det trak noget ud. Samme dag havde vi kapflyvning fra Altona, 420 km. Min blåbåndede han kom kl. 1420, og det viste sig, at den var ½ time før den næste due i foreningen. Den blev nr. 20 i sektionen, og det var flot.

Sammenlagt vinder af foreningens En-slipspokal i 1967. Det var stort.

Kl. 1430 kom min anden due fra Kolding. Vi ventede spændt på udregningen om mandagen. Det viste sig, at min første due nr. 42, var den der var sluppet sidst, men den var først hjemme. Sammenlagt vandt jeg Enslipspokalen. 2 førstepladser på samme dag, det var en oplevelse jeg kunne leve på længe.

I 212 var vi 8-10 medlemmer, hvoraf flere helt unge. Flere af os havde en anden tilgang til sporten end man har i dag. En ting vi gik meget op i var tilflyvere, og særlig Anker Nielsen, Mejlinggård, havde flere gode tilflyvere. Der var bl.a. ”Randershannen”, ”Vamdruphunnen” og jeg havde ”Frederiksborghannen”, alle gode flyvere.

Antwerpen i 1967 blev udsat til løsladelse søndag eftermiddag, så der kom ingen duer hjem på dagen, så vi måtte på forskellig vis organisere stempling af duer der kom hjem.

Anker Nielsen havde bl.a. ”Randershannen” med.  Anker var på arbejde, så da hans fader kom på slaget ved godt 7. tiden, var ”Randershannen” kommet hjem. Den blev nr. 3 i Gruppe 3. Et fantastisk resultat. Det som vi alle ærgede sig over på Ankers vegne var, at han ikke havde spillet klasse J, for så havde han vundet en pæn sum penge.  

Jeg vender tilbage til Antwerpen 1968.

—

Jeg ville dog gerne have et større slag. Da min far som nævnt var fiskehandler, var han hver dag på havnen i Frederikshavn, og hver dag havde han bilen fyldt med fiskekasser, som jeg brugte hele sommeren på at skille ad. Efterfølgende lavede jeg et nyt slag af disse fiskekassebrædder, og slaget var 9×3 m. Hvem vil gøre sådan noget i dag.

Slaget var færdigt i efteråret 1967 med god hjælp fra foreningens medlemmer, og særlig fra min kammerat Jens Ole (mere herom senere), som også var medlem og som jeg havde gået i skole med.  Foreningens generalforsamling blev holdt privat, og den blev holdt i mit hjem – også som tak for hjælpen med bygning af mit slag.

 

Mit fine slag lavet af fiskekassebrædder i 1967. Det var 9×3 m. Det andet billede er interiør fra enkemandsslaget.

Efter generalforsamlingen havde man arrangeret en lille tombola med 100 numre, og præmien var 2 unger, som Børge Thomsen havde udsat efter nogle fine duer som han havde fra Therkildsen i Kolind.  Der var dog lidt snyd med i spillet fik jeg langt senere at vide.

Man havde forinden taget et lod op, åbnet det, noteret nummeret, rullet det sammen igen, og lagt det på plads således, at man var sikker på at jeg ville få det, for jeg skulle være den første der tog nogle numre. Det kom også til at passe, og jeg vandt de 2 fine unger. Afkom efter især den ene, fløj virkelig godt sammen med en Van de Velde han fra formanden Alfred Søndergaard, og jeg vandt mange flyvninger med dem.

Fra generalforsamlingen  1967, og hvor vi er nået til kaffen. Det er fra v. Børge Thomsen, Jens Ole Thomsen, Jens Dalmark Jensen, Ole Pedersen – nu Ole Mejlgran 0189 og Anker Nielsen.

Billede fra Tysk slip i Skagen omkring 1968. På billedet er det Børge Thomsen, Jens Ole Thomsen og Alfred Søndergaard, der var formand for 0212, og han havde oplevet det fantastiske at blive gruppevinder fra Bremen i 1962, på en due, som han havde vundet i et lotteri fra Kørner & Mathiesen.

Jeg fløj herfra med duerne de følgende år, med ret skiftende resultater. I 1972 havde jeg min første sektionsvinder, og det var på en ungeflyvning fra Bagenkop. Ungen havde nr. 859, og var en foræring fra Arne Hansen 026.

026-72-859. Min første sektionsvinder som var fra Bagenkop 1972.

Tilbage til Antwerpen 1968.

Anker Nielsen havde nu indbetalt til Klasse J, for nu skulle den have på alle tangenter. Vi andre fulgte det hele frem til Antwerpen, for vi ønskede virkelig at Anker skulle vinde det, som han ikke vandt i 1967. Der blev også spillet en del i klassespillet. (I modsætning til i dag, var der absolut ingen misundelse dengang, for det havde vi ikke tid til at spekulere i).

Det år blev Antwerpenflyvningen meget hård, og i Frederikshavn var det kun Holger Hansen 026, som fik due på dagen og nr. 3 i sekt.  Søndagen oprandt, og efter at vi var færdige med vores gøremål, var vi flere der kørte hen til Anker for at vente på duer sammen med ham. At vi selv havde duer med, betød ikke noget. Vi kørte bare hjem engang imellem for at se om der var kommet nogen (det gjorde der ikke hos mig). På et tidspunkt over middag var vi Anker, Poul Jensen som boede i nærheden, og vi kunne se hans slag, Børge Thomsen som sad på sin knallert (Sputnik som han kaldte den) og undertegnede.

Der var stadig ikke kommet duer. På et tidspunkt kom Jens Ole og fortalte, at han havde stemplet om formiddagen fra Antwerpen, men det var vi faktisk ligeglade med, for det var Ankers duer vi ventede på, for han havde satset en formue. Fra sin knallert havde Børge god udsigt og pludselig sagde han: ” Nu får du en  due Poul”, hvortil Poul svarede: ”Så må jeg nok hellere gå hjem og se efter”. Kort efter kom han tilbage og fortalte at den var god nok. På et tidspunkt kom Ole Pedersen og fortalte, at han også  havde fået Antwerpendue. Det var fint nok, men det interesserede os ikke synderlig, for det var Ankers duer vi ventede på. Resten af historien er, at han ikke fik nogen hjem i kapflyvningstiden. 

Mit venskab med Jens Ole Thomsen.

Fra 1. januar 1964, blev alle omkringliggende små skoler samlet i Ravnshøj Centralskole, og jeg startede i 7. klasse. I samme klasse gik også Jens Ole, men på det tidspunkt havde vi ikke noget med hinanden at gøre.

Da jeg blev meldt ind i brevdueforeningen den 15. november 1966, viste det sig, at Jens Ole var medlem, og jeg traf ham til generalforsamlingen, som blev afholdt hos Jens Dalmark i Åsted.

Vi aftalte, at han skulle komme ud til mig om lørdagen, hvilket han gjorde, og siden har vi haft mange gode timer sammen.

I 1967, hvor jeg byggede nyt slag, var Jens Ole en stor arbejdskraft. På det tidspunkt var pengene ikke så store, så vi måtte hjælpe hinanden så godt vi nu kunne. Jens Ole var i mekanikerlære. I foråret 1968 fik han kørekort. Hos noget familie fandt Jens Ole et bilvrag mellem træerne på deres gård.  Bilen var af mrk. Commer Cup. Den blev trukket fri af træerne, bugseret til et værksted, hvor han kunne få lov til at lave bilen. Han brugte mange timer på den.

En dag kom han kørende ud til mig i den, og det var en stor dag. Man sad elendigt i bilen, men det tænkte man ikke over, for man var i tørvejr og læ. Denne bil blev brugt til mange due besøg, bl.a hos Anker Schrøder i Hirtshals. Det var noget af en dagsrejse dertil, men det var hyggeligt.

Første gang jeg besøgte Jens Ole, havde han kort forinden fået bygget nyt slag op af den murede gavl til udhuset. Huset var i eternitplader, og på mig virkede det imponerende.

Det viste sig imidlertid, at resultaterne derfra var elendige, for der var for koldt. Derimod havde Jens Ole gode resultater fra et mindre træhus som stod i haven.

Jens Ole traf Birthe i 1976, blev gift, og flyttede syd for fjorden. Efter få år der, flyttede de tilbage til Frederikshavn, købte grund og byggede hus.

Jens Ole på besøg i Roskilde i 1976.

Her er det Birthe og Jens Ole formentlig fra omkring 1977.

Jens Ole blev meldt ind i 026 Fladstrand omkring 1980, og han har haft en stor plads i foreningslivet, særlig efter at 026 blev opdelt i 1989.

I midten af firserne havde vi Marimann-duer sammen, og dem havde vi megen glæde af. Jens Ole havde mange fine resultater med disse duer.

Da vi flyttede til Frederikshavn, blev jeg naturligvis indmeldt i 026, for der var Jens Ole.

Vi har siden 1982 – med få undtagelser – holdt nytårsaften sammen, og familien har været en stor del af vores tilværelse.

Desværre stoppede Jens Ole med duer i 2005.

— 

Foreningen Kvissel fik eget klubhus i foråret 1967. Det var et dueslag på 6 x 4 m. som blev købt hos Wormstrup  i Frederikshavn. Da slaget blev skilt ad viste det sig, at måren havde boet på 1. sal.  Fra foreningens start var klublivet og kontrolarbejdet foregået i Børge Thomsens kælder i Mejling, medens pakning af duer foregik i garagen.

Klubhuset blev opstillet på marken tilhørende Mejlinggård (hvor Anker boede). Der var hverken strøm eller vand i klubhuset. Huslejen bestod i, at foreningen stillede sine medlemmer til rådighed til en gang roehakning 1 aften om året, med efterfølgende kaffe på Mejlinggård – og der manglede absolut ikke noget.

I 1970 fløj vi fra Rheine. Det var på den flyvning at Pilgaards 177 var landets hurtigste due, men pga. et tåbeligt pointsystem, blev den kun nr. 3 Nat. Flyvningen blev udsat til om søndagen. Jeg fik ingen due hjem om søndagen, og da jeg var på arbejde om mandagen fik jeg min mor til at se efter, og hun stemplede ”Frederiksborghannen” omkring middagstid. Da flyvningen var udsat til søndag, blev udregningen også udsat 1 dag, nemlig til tirsdag aften.Imidlertid var samme tirsdag aften afsat til roehakning, og da man ikke mente, at vi havde nogen resultater der var værd at indberette, så droppede vi det og hakkede roer. Vi gik ikke så meget op i petitesser. 

—

Da jeg mødte Aase.

Første juledag 1971 mødte jeg Aase til julebal på Mosbjerg kro. Det skete der nu ikke noget ved.

Næste gang jeg mødte hende var Nytårsaften 1971 igen på Mosbjerg kro. Hun så fantastisk ud i en kjole som hun havde lånt af sin moder. Vi havde danset sammen nogle gange, og ved midnatstid inviterede jeg hende hen til vores bord, for jeg gik ud fra, at der var nogen der havde købt drikkevarer så vi kunne skåle nytåret ind. Det var der godt nok, men de havde drukket det hele, og penge havde jeg ikke flere af.

Da kroen lukkede skulle vi til Ravnshøj, og jeg inviterede Aase med, og helt utroligt sagde hun ja. Vi havnede hos Skipper Hansen, og der var der fest. Alle var i højt humør, selv fru Hansen, som normalt ikke drak spiritus. Hun havde fået en kaffemaskine i julegave, og den kunne lave Irish Coffe. Det hjalp når man kom Whiskyen direkte i kaffemaskinen.

På et tidspunkt kom en af svigersønnerne på cykel ind gennem stuen. Det var ikke kedeligt det hele.

Senere på natten kørte jeg Aase hjem i naboens bil. Aase boede i Sindal, så det var ikke så langt væk. Jeg var ganske ædru, for de andre havde jo drukket det hele. Vi begyndte herefter at ses jævnligt. Vi blev gift den 6. april 1974. 

I foråret 1972 startede Aase på Try Højskole i Vendsyssel, i forbindelse med uddannelse som sygeplejerske. Her delte hun værelse med Tove Kejser, også fra Sindal, og det har siden udviklet sig til et meget fint venskab. Tove blev nogle år efter gift med Carsten fra Hjørring, og de endte i Herning, hvor de har boet siden. De har købt lejlighed i Frederikshavn, og vi har tilbragt mange hyggelige timer sammen.

Aase og Tove Kejser på værelset på Try Højskole i foråret 1972.

Karsten og Tove Kejser ved vores sølvbryllup 1999.

Aase ved Hjørring sygehus i sommeren 1972.

Billeder fra den 6. april 1974.

Øverste billede er mine forældre, og nederste er Aases forældre til vores bryllup.

Året forinden havde vi købt hus i Ravnshøj, ca. 1 km. fra mit hjem. (Man skulle jo ikke for langt væk hjemmefra). Jeg fik opført dueslag på 9×3 m., med det der kunne bruges fra det gamle slag. Jeg nåede at flyve derfra i sæsonen 1974, og så blev det ikke til mere. Slaget blev i 1975 købt af Arne Petersen 068, og han har det stadig.

I foråret 1975 solgte jeg duerne. En del af dem blev købt af Ejner Pedersen dengang 0213, i dag 053, og jeg havde den glæde, at han blev Gruppemester i gruppe 3 bl.a med duer fra mig, så helt dårlige var de ikke.

I 1975 kom jeg ind til politiet, og vi bosatte os i Hedehusene i en lejlighed. Jeg havde dog svært ved at undvære duerne og være indelukket i en lejlighed, hvorfor vi købte hus i Roskilde, hvor Ejner Nicolaisen var medlem i 051.

I 1975 afsluttede Aase sin uddannelse som sygeplejerske, og hun fik arbejde på Glostrup sygehus, hvor hun var i nogle måneder, hvorefter hun blev ansat på Roskilde sygehus.

Da vi flyttede til Hjørring, blev Aase ansat på Hjørring sygehus, og efter 4 år, blev hun ansat i Hjemmeplejen i Hjørring, hvor hun var indtil vi flyttede til Strandby. Hun blev her ansat på afd. M5 på Frederikshavn sygehus, hvor hun var i en del år. Hun skiftede til hjemmeplejen i Sæby, og i skrivende stund er hun ansat på Plejecentret Strandgården i Strandby.

Mit bekendtskab med Ejner Nicolaisen (kaldet Nicolai).

Jeg talte første gang med Nicolai  i 1972, hvor Jens Ole og jeg købte 12 unger hos ham af hans berømte Van de Velde familie. I 1973 var Aase og jeg i København for at besøge min broder og svigerinde, og de boede i Nyboder, og min broder arbejdede på Kongeskibet (som vi også kom ud og se). På vej hjem besøgte vi Nicolai, hvor vi fik nogle æg med hjem. Jeg talte herefter jævnligt med ham, og da jeg fortalte ham, at vi skulle til København, var han straks interesseret i, at vi skulle til Roskilde så jeg kunne flyve med duer der.

Medens vi boede i Hedehusene, og Nicolai var på arbejde hver lørdag indtil middag, cyklede jeg ud til ham og stemplede duer, og Aase og jeg fik et meget nært venskab med ham. Nicolai blev pensioneret som 67. årig i juli 1975.

Billedet viser fra venstre John Nielsen, formand i 051, og Ejn. Nicolaisen. Billedet er taget i.f.m. at Nicolai blev gruppevinder fra Rheine 1975.

Nicolai ved sit præmieskab. Hans Van de Veldeduer fløj jo fremragende.

Efter at vi havde købt hus i Roskilde, købte jeg et slag hos slagtermester Henning Friis i Roskilde, da han skulle flytte. Da Nicolai var blevet pensionist om sommeren, gik han hver dag hos Henning Friis og skilte slaget af. Han organiserede også, at slaget blev flyttet til vores bopæl. Det skete ved, at vi en søndag efter sæsonen mødtes ved klubhuset, hvor jeg skulle køre til Hillerød med totalisatorduer til træning. Foreningen havde sammen med Hedehusene en lastbil til træning af duerne. Nicolai beordrede alle til at møde hos Henning Friis kl. 1400 samme dag, for at flytte slag, og foreningens bil blev benyttet. Inden aften var slaget på min bopæl. Bund, endegavle,bagside og taget var sat op, og der manglede således fodergangen. Her startede han igen på genopbygning af slaget. Det var 6×4 m. Det er faktisk det slag som jeg stadig har, og som er en del af mit kapflyverslag.Han lavede et fremragende stykke arbejde. Rederne lavede han hjemme i sin kælder, og da de blev opsat i slaget passede de.

Vores hus på Havelodden 11 i Roskilde, og hvor vi boede fra 010775 til 010481.

Mig foran slaget i Roskilde.

Billede af mit slag i Roskilde.

I efteråret 1974 var Harry Hansen i Tåstrup død. Harry Hansen, Nicolai og Gilbert Nielsen importerede de sidste af Van de Veldes duer i 1959, og Harry Hansen og Nicolai var fælles om halvdelen af duerne, idet de overtog alle de 1-årige.

De duer der var tilbage i 1975, købte jeg af fru Hansen, og det var starten på duebestanden i Roskilde. Der kom også duer til fra Nicolai og Bent Bøgh Frederikshavn af det gamle Frederikshavnerblod (Van Riel/Delbar), og det var fremragende duer. Prisen for duerne jeg købte hos fru Hansen var kr. 3000,- Derforuden fik jeg forskellige ting med, bl.a. en god reol m.v. Da vi endnu ikke havde fået det hele på plads efter huskøbet, havde jeg aftalt med fru Hansen, at jeg kunne få udsættelse med betalingen.

Da jeg skulle hente duerne, kørte jeg hen til Nicolai, for han skulle med, og han havde en større bil, hvor vi kunne have det hele. Netop da vi skulle til at køre spurgte han mig om jeg havde penge med. Jeg fortalte ham om min aftale med fru Hansen. Vent et øjeblik sagde han, og han gik ind i huset, hvor han hentede kr. 3000,- og så kunne jeg betale pengene tilbage til ham senere. Det var en usædvanlig tillid han viste mig, og det var jeg imponeret over. Nicolai  var et fremragende menneske. Altid meget hjælpsom, og han var meget dygtig håndværker. Vi besøgte hinanden mindst 1 gang hver uge, og det var næsten sådan at vi betragtede hinanden som familie.

I 1976 i januar md. fik vi vores første barn, Marianne, og det var en meget stor oplevelse.

  

Billeder med Marianne i 1976 og 1977.

Mariannes dåb med fadderne Bente og Ejvind foråret 1976.

Det skete jævnligt at Nicolai ringede og spurgte om vi ikke kom hen til ham og fik kaffe om aftenen. Selv om Marianne var kommet i seng, så lagde vi hende i liften, kørte hen til Nicolai, og hun sov videre i hans soveværelse, medens vi hyggede os. Nicolai fortalte mange anekdoter fra sit lange brevdueliv med mange af de kendte brevduefolk fra København og Sjælland. Det var jo dengang, at det var på Sjælland, og især København at man skulle hente de gode duer.

Min bestand af duer som jeg fløj med i hele min tid i Roskilde var 16 par naturlige og 12 enkehanner. – Dengang kunne jeg flyve med naturlige duer.

Starten med duerne i Roskilde var meget god, for jeg vandt den første flyvning jeg deltog på. Jeg opnåede enkelte topresultater, men det var noget ujævnt. I 1977 gik det noget bedre med flere topresultater, men det var først i 1978 at det gik virkelig fremad. Jeg vandt foreningsmesterskabet, og flere pokaler, og jeg fik min første sektionsvinder med unger fra Värnamo. Det var faktisk en sjov oplevelse.

Nicolai (der ikke mere fløj med duer) Aase og jeg sad på vores terrasse for enden af dueslaget og ventede på ungerne fra Värnamo. Pludselig kom der 2 unger ind fra nord og landede først på hus taget (hvilket de alle gjorde) og derefter gik de ind. Jeg gik straks ind i slaget, men her kunne jeg blot konstatere at det var 2 unger jeg manglede fra hhv. 1 og 2 uger siden.

Jeg gik ærgerlig ud igen, men et par minutter efter landede en broget unge. Den gik hurtigt ind og den blev sektionsvinder. Det var redesøsteren til den han som senere blev fader til min landsvinder fra Rouen 1985, men herom senere. Ungen blev tilfældigt fotograferet tidligere på sæsonen, og det var meget sjovt, at det netop var den der var sektionsvinder.

Min første sektionsvinder i Roskilde, og det var fra Värnamo i Sverige.  Redebroderen fløj godt, og han blev. bl.a foreningsvinder fra Antwerpen i 1980, og han blev fader til min landsvinder fra Rouen i 1985 i en hastighedsrekord for flyvning over 1000 km, og som stadig holder – 1441 m.p.m.

Sæson 1979 blev endnu bedre. Roskilde var på dette tidspunkt blevet overflyttet til sekt. 12, og der var næsten 300 medlemmer. Sekt. 12 fløj bl.a. sektionsflyvning fra Hjørring.

I Roskilde havde man tidligere fløjet fra Hjørring, og det gik åbenbart altid galt, for der blev fortalt vidt og bredt, at hvis man havde noget skidt man gerne ville af med, så skulle man sende dem til Hjørring, for man så dem ikke igen. Jeg sendte 4 duer. Heriblandt en stor kantet grim 1-årig han, nr. 303, og der ville absolut ikke ske nogen skade, hvis han blev væk.

Det gik imidlertid anderledes. Han blev sektionsvinder, og et øjeblik efter landede en hun, som blev nr. 2 i sekt. – Meget godt ud af 4 afsendte duer. Det viste sig at Hjørring blev favoritstationen for 303, og han blev placeret fint hver gang, bl.a. i 1980 hvor han på den første Hjørringtur blev nr. 4 i sekt. Ugen efter igen fra Hjørring på en meget hård tur, blev han sektionsvinder. Samme dag blev jeg nr. 1-2 i sektionen fra Lindkøbing. Jeg var til bryllup i Nordjylland, og det var Per Møller, nu 0151 Hvalsø) som stemplede duerne. Han husker stadig oplevelsen.

1978-1979 og 1980 vandt jeg foreningsmesterskabet, og i 1979-1980 også bymesterskabet og fine placeringer til div. mesterskaber i sektione. Jeg vandt flere sektionspræmier og jeg sluttede af med at blive nr. 2 til sektionens General-mesterskab ud af ca. 275 medlemmer.

Præmiehøsten i Roskilde og sekt. 12 1980.

Fra starten af min tid i Roskilde var der fuld fart på. Jeg havde jævnligt indlæg i Roskilde tidende.

I maj 1978 skrev jeg en artikel om brevduesporten (som kan læses andetsteds på hjemmesiden). Da jeg afleverede den, fik jeg besked på at gå til kassen, og her fik jeg udbetalt kr. 400,- for artiklen. Det var imponerende.

Jeg havde lykkelig glemt alt om det frem til 1979, hvor jeg pludselig fik brev fra skattevæsenet, hvor de udbad sig en nærmere redegørelse over min skribent-virksomhed.

Jeg mødte selvfølgelig op hos skattevæsenet hvor jeg kunne fortælle dem, at det var den eneste gang jeg havde fået penge for at skrive.  Det troede de åbenbart på, for jeg hørte ikke mere til det.

I vinteren 1977/78 blev Nicolai syg, og det viste sig at være mere alvorligt end vi troede.  Han var i en periode indlagt på sygehuset, og i juni md. 1978 blev hans duer solgt på auktion i Himmelevhallen. Forinden havde jeg lavet katalog over alle duerne og annonceret auktionen. På auktionsdagen var Nicolai lidt nervøs for om der ville komme nogen. Det gjorde der – også fra Jylland, og jeg havde duer i kommission fra Nordjylland. Det blev en fin auktion som glædede Nicolai. Den dyreste var nr. 986 som kostede 2000,- kr., hvilket svarede til 1/3del månedsløn. 986 var bl.a moder til nr. 390 som var vinder i Gruppe 1 fra Rheine 1975, og det var et af hans største resultater. Jeg overværede at duen kom hjem.

Efter at duerne var solgt, havde jeg besøg af Nicolai så godt som hver lørdag når vi fløj, og det var virkelig hyggeligt.

Nicolai blev 70 år i juli 1978, og hans datter arrangerede festen hos dem. Aase og jeg var med, og det var en dejlig dag.

Samme år skulle vi holde jul i Jylland, og et par dage før juleaften var Aase inde i en blomsterforretning for at bestille en blomst til Nicolai, som han skulle have til jul. Hun bestilte en blomst til Ejner Nicolaisen, Elisagårdsvej 39. Ekspeditricen svarede: ”Skal det være en bårebuket”.

Aase vendte straks omkring og forlod forretningen. Det var noget af et chok, for vi vidste ikke noget. Vi talte selvfølgelig efterfølg med familien. Vi kunne desværre ikke deltage i begravelsen, for vi var i Jylland på det tidspunkt.

Jeg ”arvede” Nicolais due ting, bl.a. samtlige hans journaler tilbage fra starten af importen af Van de Velde duerne, og jeg har dem stadig liggende.

Vores tid i Roskilde tænker jeg altid tilbage på med glæde. Jeg ville gerne være blevet der, og også arbejdet i København, for der var mange muligheder. Vi boede i et meget roligt ældre kvarter med meget hjælpsomme naboer. – Herom kan jeg fortælle:

Sidst på året i 1979 fik jeg ryddet nogle træer ud mod vejen, for jeg ville bygge en carport. Dette blev gjort, og jeg lagde et tykt lag stabilgrus, som skulle ligge til om foråret så det var ordentlig kørt til når der skulle fliser på.

Om foråret købte jeg et parti fliser og tilhørende sand hjem, og da naboerne så det kom de hen og spurgte om, hvornår fliserne skulle ligges. Jeg svarede – på lørdag. Godt, så kommer vi.

De kom lørdag morgen.  Rettede sandet af og lagde fliserne ligeså hurtigt som jeg kunne bære dem hen. Da vi var færdige blev der serveret på vores terrasse, hvorefter de sagde tak for i dag, og så var det ovre.

I 1979 ventede vi vores 2. barn, og fødslen skulle ske omkring juletid. Juleaften var vi hos min broder og svigerinde på Amager. Jeg skulle møde på arbejde kl. 2300, så da juleaften var overstået tog jeg på arbejde. På det tidspunkt arbejdede jeg hos kriminalpolitiet i Valby, og vi var 2 mand på vagt julenat. Jeg havde blot været på vagt i ca. 1 time da Aase ringede at nu var vandet gået. Det blev en kort vagt for mit vedkommende, for jeg  hentede Aase og kørte hende til Roskilde sygehus. Marianne blev hos min broder og svigerinde. Efter at have afleveret Aase kørte jeg hjem for at sove lidt og for at afvente nyt fra sygehuset. Der skete dog først noget efter middag, hvor Allan blev født. Min broder, svigerinde og Marianne kom om eftermiddagen, og medens Aase var på sygehuset blev Marianne syg med høj feber, så hun måtte passes inde hos Kaj og Musse som var vores naboer. Der var nok at se til, og vi måtte klare os bedst muligt, for vi havde ikke nogen familie i nærheden til at hjælpe, men vi klarede det alligevel.

Aases forældre i Roskilde i forbindelse med Allans barnedåb.

Fadderne til Allan, Birgit og Jes Lauritzen, som var vores naboer, sammen med deres søn Henrik og Marianne.

—

Fra begyndelsen af halvfjerserne og frem til 1990, gik jeg en del på jagt. Jeg havde lejet 80 tdl. i Vildmosen vest for Brønderslev, hos min kusine Alice og hendes mand Kaj. Det var et godt tidsfordriv. Det var ikke altid vi skød noget, og det gjorde heller ikke noget, for så havde vi ikke gjort skade den dag. Det bedste var dog når vi satte os på grøftekanten og fik kaffe og den medbragte mad. Så var livet værd at leve. Min interesse for jagt stoppede helt, da vi fik harefarm i 1990. Herom senere.

Kaj og Alice som jeg lejede jagten hos. Det var iøvrigt hos Alice og hendes forældre jeg var                         på ferie hos fra 1956 til 1961.

—

I begyndelsen af 1981 ansøgte jeg om forflyttelse til Hjørring. Jeg fik stillingen og begyndte i Hjørring den 1. april 1981. Vi købte ejendom i Vennebjerg 5 km. vest for Hjørring. Jeg fik anbragt et lille hus, hvortil jeg flyttede 1. kuldet fra Roskilde. Manden som vi købte ejendommen af, passede ungerne indtil vi selv flyttede ind den 1. juli.

Slaget i Roskilde blev skilt ad og det blev flyttet til Vennebjerg af en meget generøs vognmand. Han skulle blot have diesel og færgebillet dækket, for han og konen tog turen som en udflugt.

Slaget i Vennebjerg i begyndelsen.

 

Slaget efter ombygning. Det er Marianne på vej ind. Billedet er fra omkring 1990.

Jeg blev meldt ind i 025 Hjørring i 1981, og startede op med flyvning i 1982 med ungerne der blev født i Roskilde 1981. Jeg fik ikke noget ud af de fleste af ungerne, for jeg har senere lært, at unger der flyttes efter at de er 14 dage gamle, generelt ikke bliver gode. Der er selvfølgelig undtagelser, men normalt er de undtagelser ikke noget at regne ind i helheden.

Blandt medlemmerne i 025 var så kendte folk som Erling Vestergaard, Hans Vestervang, Bøje Ibsen, Valdemar Jensen og Aage Espersen. Nogle af medlemmerne fik vi også som private venner, noget som senere viste sig at være en kæmpe fadæse, – uden at jeg vil komme nærmere ind på det.

Jeg kom ret hurtigt ind i foreningens bestyrelse. I 1983 skete der en episode hvor bestyrelsen måtte træde i karakter og udelukke et medlem på den måde, at han måtte aflevere sine duer ved klubhuset, hvorefter bestyrelsen ville indstille ham til eksklusion på efterårets generalforsamling. Der var ingen af de øvrige medlemmer der gjorde indsigelse mod dette.

Imidlertid kom bestyrelsen i mindretal på generalforsamlingen, og dette gjorde, at vi var en del der brød ud af foreningen og dannede 0212 ”Viking”.  I løbet af forholdsvis kort tid, var vi oppe på ca. 25 medlemmer, og mange af dem var nye medlemmer. På 2 år fik vi faktisk 12 nye medlemmer, så der var gang i den.

Der var stor aktivitet i foreningen. Vi afholdt sektionsudstillinger og forskellige arrangementer,  for at skaffe penge til foreningen, og det gik fremragende. På den første sektionsudstilling 0212 arrangerede i januar 1985, og som jeg var primus motor på, blev der et overskud på kr. 23.000,- Det var dog et meget stort arbejde.  Som klubhus købte vi et sommerhus i feriebyen Skallerup Klit, og det blev sat på en ledig grund inde i Hjørring. Kommunen ejede grunden, og vi kunne midlertidig benytte den. Herfra drev vi foreningen i den tid jeg var med. Med flytning og det hele kostede huset foreningen ca. 16.000,- kr., så sektionsudstillingen kunne betale for det.

Her er en sammenkomst i vores hjem med Rouen-klubben, som jeg var medlem af nogle år. Fra venstre er Erling Vestergaard, Hans Larsen, J.V. Kragh og Erik Nielsen.

Jeg udmeldte mig af foreningen februar 1996 på grund af, at nogle af dem som vi troede var vores rigtige venner af familien, viste deres sande ansigt. For noget der for mig i dag er uforståeligt, skulle jeg have været ekskluderet af den forening, som havde været en meget stor del af min tid i Hjørring. Det skal også ses af, at jeg kort forinden var formand i foreningen. Pga. økonomiske problemer, arrangerede jeg på én weekend 3 arrangementer. 1 duedag i Poulstrup, samme dag en auktion over unger i København, som min gode ven Leif Rasmussen 0135 hjalp med, og dagen efter auktion over unger i Ålborg. Ungerne var alle nogle som jeg havde fået foræret af dygtige generøse brevduemænd rundt om i landet. Efterfølgende lagde jeg 23.000,- kr. i foreningen kasse som var overskuddet for arrangementerne. – Så var der tid til for dem til at give mig et spark bagi.

Flere år efter talte jeg med et af de implicerede medlemmer, og han beklagede hvad der var sket, for nu var sandheden gået op for dem.

I min tid i Hjørring havde jeg mange gode resultater. Noget af det største var da jeg blev Landsvinder fra Rouen i 1985 i en hastighed der stadig er rekord for flyvning over 1000 km, nemlig 1441 m.p.m. Jeg henviser til de særskilte artikel og avisindlæg som blev bragt i.f.m. resultatet i 1985. De kan læses under artikler fra før 2012.

 

Til venstre billedet af min landsvinder fra Rouen 1985. Hun deltog på 6 landsflyvninger, og hun var nr. 1-2-3-4-5-11 i sektionen. Til højre er det faderen til den. Han var iøvrigt en god flyver, og bl.a foreningsvinder fra Antwerpen 1980. 

På en varm sommerdag, – den 5. juli 1983, blev Malene født. Malene fik hurtigt stor interesse for heste, og da vi boede nabo til ridebanen, opholdt hun sig meget af tiden ved den. På et tidspunkt lånte Malene en hest, og hun deltog i flere konkurrencer.

Vi købte også en hest til Malene, men da den led af høfeber (hvilket ikke er smart for en hest), måtte vi af med den igen.

Aase og Malene juli 1983.

Malenes dåb. 4 generationer. Oldemor og Malene, Aase og mormor.

Også fra dåben. Aase, Malene, mig, foran Allan og Marianne.

Malene tager sig en lur.

Malene og Allan i dueslaget, ca. 1986.

Inden vi flyttede til Strandby, lånte hun en hest, og den fik hun også med til Strandby.

Malene blev meldt ind i rideklubben, der ligger på samme vej som hvor vi bor. Her blev hesten opstaldet, og her fik hun med gode veninder mange timer til at gå.

Her er Malene til hest.

Allan interesserede sig meget for sport, og særlig for landevejscykling, fodbold og badminton. Sporten dyrkede han i Skallerup, og da skolen med sportshallen kun var ca. 1 km. væk, var det nemt at komme dertil. På et tidspunkt havde han en avistur, som han delte med en kammerat, så de kørte hveranden weekend. Der var ingen problemer med at komme meget tidligt op og ud med aviserne, både sommer og vinter. Det tjente han en skilling med.

Øverst træner Allan og jeg i fodbold, og nederst et godt julekort af Marianne, Malene og Allan.

Her er familien samlet til juletræsfest på Vendelbokroen, Thorshøj, omkring 1990.

—

I de første 7 år i Hjørring, havde Aase og jeg skifteholdsarbejde, og med 3 børn, var der nok at se til, for at få det hele passet fornuftigt. Børnene lærte hurtigt træningsturene, for de var mange gange med når duerne skulle trænes. De ville meget gerne med, for de vidste, at der vankede sodavand og kage når vi nåede frem. Vi kørte mange gange til havnen på Gjøl, og der var meget hyggeligt. Vi holdt som regel nede ved vandet, hvor der var en del store sten i vandkanten.

En dag hvor jeg havde sat duerne ud af bilen, og de stod på jorden, kom der pludselig en mink ovenpå en duekurv. Jeg fik den straks gennet væk, men den var meget nysgerrig, og den ville gerne have fat i duerne. De stod ikke så længe i kurven denne dag inden de blev sluppet. 

I 1989 vandt jeg Forsvarets Guldmedalje som blev vundet på bedste resultat med 2 duer sammenlagt på alle langflyvningerne. I 1989 havde vi nogle hårde langflyvninger. Bl.a. Hof, 800 km. hvor jeg havde 8 duer med. Der kom kun enkelte duer til Vendsyssel om lørdagen, men i løbet af søndagen havde jeg 6 duer hjemme, og det var et fremragende resultat. Ole Brockman skrev en meget fin artikel om dette, og den kan ses andetsteds under artikler.

Det var fortrinsvis min gamle Van de Velde-stamme, der fløj så fremragende på de lange og hårde flyvninger, og det var blot ærgerligt at jeg ikke passede bedre på dem.

0212-86-66 en blåtavlet hun, hvis resultater kan ses andetsteds under artikler fra før 2012, var en enestående langflyver. Hun var afsendt 21 gange på flyvninger over 600 km., og hun var placeret 20 gange. Hun var gruppevinder fra Antwerpen, sektionsvinder fra Giesen – begge flyvninger på knap 800 km., og mange gange placeret indenfor den 10 første i sektionen. Som unge blev hun sammen med andre af mine unger sendt til København på en auktion. Jeg fortalte ham der skulle over med dem, at 66 skulle koste mindst 400,- kr., for ellers ville jeg have hende hjem igen. Hun blev budt op i 250,- kr., og det er den bedste handel jeg nogensinde har gjort. Dog var hun aldrig i stand til at avle noget af værdi.

212-86-66 U. 

I 1988 havde jeg den oplevelse, at til den sidste ungeflyvning fra Altona – som foregik sammen med de gamle duer, havde jeg egentlig afsluttet med unge-flyvning. Jeg sendte dog 1 unge til Altona 430 km., sån´t for at deltage. Ungen kom hjem ved 13. tiden. Den sad oppe på duetaget, og jeg kunne ikke få den ind. Jeg tog en stige, kravlede op på taget, og fik den så ned. Der gik ca. 5 minutter inden jeg fik den registreret., men forspringet var alligevel så stort, at den blev vinder i Gruppe 6. Den var i øvrigt barnebarn af min landsvinder fra Rouen.

Egentlig var det meningen at jeg ville være standset med brevduesporten da jeg udmeldte mig af 0212.

Imidlertid kom en god ven til os og sagde, at naturligvis skulle jeg ikke standse, for jeg kunne flyve med mine duer fra hans forening i Vrå, og det gjorde jeg så i 1996. Det blev en fremragende sæson. I alt havde jeg 11 sektionsvindere. De største resultater var dog mine ungeresultater.

Min duepartner John Engel (som senere beskrives) og jeg havde af vores gode ven Steven van Breemen i Holland, lært hvordan man kunne flyve med unger med mørklægningssystemet som går ud på, at fra ungerne er taget fra og indtil juni måned, har mørklagt slag i ca. halvdelen af døgnet og lyst den anden halvdel. Dette afskedkommer, at ungerne straks fælder dækfjerene, men ikke slagfjerene, og man kan således uden problemer flyve med ungerne, uden at de fælder.

Dog har den rette træning og fodersammensætning meget stor betydning for resultaterne.

Jeg opstartede træningen med ca. 80 unger. Træningen forløb glat indtil de en søndag – kort før flyvningerne skulle starte – skulle træne fra Skive.

Min søn Allan var og er stor cykelentusiast. Han skulle køre cykelløb i Skive og Aase skulle køre ham dertil.

Allans store interesse har altid været sport i form af badminton, fodbold og landevejscykling.

Aase fik traileren med sammen med 4 foreningskurve hvor ungerne var i, og kurvene var anbragt således, at de kunne åbnes i hver side af traileren uden at de skulle ud.

Der var noget skyet, men ikke umiddelbart regn. Det var aftalen at Aase naturligvis skulle ringe når de var i Skive.

Pludselig lander der en flok unger på slaget. Det viste sig senere, at Aase havde været inde på en benzintank på et tidspunkt inden hun nåede frem til Skive, og her var der ikke noget at se. Da hun nåede frem til Skive var en af de bageste kurve gået op, og der skete således et kørende slip.

Indimellem småregnede det i Skive, men på et tidspunkt mellem bygerne blev de resterende unger sluppet.

De kom hjem i spredt orden over hele dagen og næste dag, få var skadede og sluttelig havde jeg 67 unger at flyve med.

Jeg trænede hver tirsdag og onsdag morgen fra 30 km. Jeg stod op kl. 0400. pakkede ungerne, kørte med dem og hjem og passe resten af duerne, og afsted til arbejde til kl. 0700. Der var fart på.

I 1996 var det elektroniske system indført, hvilket det blev i 1995, og jeg benyttede det til alle mine duer.

Jeg afsendte alle ungerne til Skanderborg. De blev løsladt om lørdagen. Jeg gik og ventede på dem. På et tidspunkt stod jeg inde i stuen således at jeg kunne se slaget, og pludselig kom ungerne som om, at de faldt ned fra himlen. Der landede 20 stk. på én gang, og det var de 20 hurtigste i sektionen. Der deltog dog 1996 unger.   

Ugen efter kom de meget spredt, og der var meget varmt, men de kom hjem.

Derefter overstrålede de igen alt ved at jeg havde de 29 første fra Vejen, ugen efter de 20 første fra Åbenrå (jeg havde de 4 første i sekt. med gamle duer ud af 9 medsendte, og sektionsvinder fra Altona også med gamle duer). Næstsidste flyvning var fra Neumunster hvor jeg sendte 26 unger. Det var en flyvning i østenvind, og hvor jeg normalt ikke ville have en chance overfor Løgstør. Jeg fik 9 på én gang og med et godt forspring til de næste i sektionen.

Om mandagen talte jeg med HB-medlem Erik Rasmussen i Randers i anden anledning. Han havde hørt om mine ungeresultater.

Det skal her anføres, at der var meget snak om doping dengang, og det var alm. kendt at man dopede sine unger i bl.a. Belgien med Kortison.

Jeg spurgte Erik Rasmussen, om de havde dopingtestet mine unger, hvilket de ikke havde. Jeg fremførte til ham, at jeg skulle have ca. 50 unger med til Altona ugen efter, og jeg ville gerne at de blev testet. Med disse resultater jeg havde haft, forventede jeg Showtime lørdagen efter, hvorfor det ville være fint at få dem testet.

Det ville han tænke over.

Jeg havde et par gange besøg af Ivan laursen fra Randers. Han var dyrlæge og brevduemand. Han besøgte mig i ugen op til Altonaflyvningen, og han var meget begejstret over at se mine unger, og som han sagde, – der er ingen der kan slå dem på lørdag.

Da jeg mødte med mine unger i klubhuset om fredagen, fik jeg at vide, at mine unger skulle deles i 2 kurve, og der måtte ikke komme andre deri, for mine unger skulle dopingtestes.

Flere af foreningens medlemmerne meldte deres ankomst til at se duerne komme hjem, og også andre medlemmer meldte deres ankomst. Jeg fik senere at vide, at et af medlemmerne fra sendt ud til mig til kontrol for DDB., så det var jo meget fint.

Om lørdagen var vejret fint med højt klar vejr og vestlig vind. Da jeg boede ude i det nordvestlige hjørne, ville unger blive sat på en stor opgave for at vinde.

De blev løsladt kl. 1030 i Altona, 430 km. Jeg var lidt irriteret over det sene tidspunkt, for vi skulle i byen til aften, men det var der ikke noget at gøre ved, så det måtte vente.

Vi var alle på plads, da der kort før kl. 1630 landede 4 unger på slaget, og de var straks inde. Det viste sig, at det var de 4 hurtigste i flyvningen ud af 6300 unger. 6 minutter efter disse 4 unger landede nr. 5, og den nåede at blive 5. hurtigste, og yderligere 6 minutter derefter landede nr. 6 unge, og det viste sig alt i alt, at ud af 6300 duer var jeg nr. 1-2-3-4-5-6. En fantastisk præstation af ungerne. I sektionen var jeg yderligere nr. 8-12-13-14.

Jeg fik senere brev angående, at dopingtesten var negativ. Jeg har bare aldrig forstået, hvorfor man ikke har offentliggjort de dopingtester man har taget, så mistanken forsvandt fra de aktuelle slag.

Det var så den sidste kapflyvning i Vennebjerg, som jeg sluttede af med manér. Dem der overværede flyvningen har aldrig glemt denne oplevelse. Samme lørdag eftermiddag blev jeg ringet op fra flere rundt om i landet som gratulerede mig, og det var dejligt.

I Vennebjerg opnåede jeg ialt 23 sektionsvindere herunder 1 landsvinder, 2 gruppevindere og 1 regionsvinder. Alt i alt udmærket.

Alene i 1996 havde jeg 11 sektionsvindere.

Billede af de gamle duer der gjorde det virkelig godt i 1996.

Her er det en del af ungerne, der dominerede totalt i 1996. 212-96-716 A, blev overtaget af fotograf Tonni Christensen i Randers, i bytte for billeder. Nogle år efter spurgte jeg ham tilfældigt, om han havde fået noget ud af 716 hvortil han svarede, at 716 var fader til 1 sektionsvinder, og bedstefader til 13 sektionsvindere. Moderen til 716 var redesøster til hunnen i Guldparret.

—

I 1982 havde jeg den glæde at være med Bent Bøgh, Frederikshavn, Erik Nielsen, Støvring og Gert Poulsen, Ålborg på tur til Belgien.

Vi var på besøg hos følgende 5 slag:

Jan Grondelars var første besøg. Jeg kan huske, at da vi kørte ind til ejendommen var der på højre side af indkørslen et stort 2-etagers flot hus. Vi talte om, at det måtte være fantastisk at bo i et sådant hus, med duer der gik rundt på stakittet uden. Huset viste sig dog at være dueslaget.

Det var en oplevelse at se dette slag.

Erik Nielsen var interesseret i at købe et par unger, men Grondelars havde ingen til salg. Da Erik ikke var interesseret i at købe nogen fra salgsvoliererne, var vi faktisk på vej derfra med uforrettet sag. Det lykkedes dog Grondelars i sidste øjeblik at finde 2 unger som Erik kunne købe.

Øverste billede viser slaget til venstre og beboelsen til højre. Bent Bøgh i blå skjorte, jeg i lys jakke, og Grondelars i hvide bukser. Næste billede er i salgsafdelingen. Fra v. er det Erik Nielsen, Gert Poulsen, Grondelars og undertegnede.

Hos Barcelonaeksperten Raymond Cobut, så vi ikke så meget. Vi måtte pænt stå udenfor slaget.

  

Raymond Cobut foroven, og nederste foto viser os foran slaget, som ikke var noget særligt, men duerne kunne flyve derfra.

Hos Marc Roosen i Leerne, købte Bent Bøgh nogle unger, der alle viste sig at være hanner. Roosen fløj fantastisk fra sine gamle slag der lignede – jeg ved ikke hvad. De var meget utætte med huller i væggene rundt omkring. Han havde netop bygget et stort duepalads, men jeg tror ikke at det gik så godt derfra, for jeg synes ikke at have hørt om ham siden.

Øverst Marc Roosens nye slag. Jeg ved ikke om det virkede. Det var meget koldt. Næste billede er Bent Bøgh, mig og Marc Roosen, og nederst Roosens gamle slag, der ganske enkelt så forfærdelig ud, men duerne kunne flyve derfra. Han var svær at kommunikere med.

Roger Vereecke var også et af de store slag i Belgien, og også hvad angik duer og slag. Der var flere små slag i mursten, som der blev fløjet fra. Ovenpå udbygningerne lå der slag på slag, og nede bagi haven, var der store volierer. Da vi ankom der Vereecke i voliererne sammen med nogle Kinesere eller Japanere der skulle købe duer.

Efter at de var kørt, gik Vereecke med et meget stort bundt pengesedler i kittellommen. Han fortalte at det var gode duer de havde købt. Der var virkelig tale om et stort duehold. Rengøringen var så som så, og ovenpå volierenettet lå der en død mus. Det var ikke just tiltalende.

Hos Veerecke. Det første billede står jeg foran slaget, og på det næste taler Gert Poulsen med Vereecke.

Endelig besøgte vi den store mester, Maurice Delbar. Han var oppe i årene, men det var en oplevelse at se de slag som har været verdenskendt i mange år. Bent Bøgh købte en del unger derfra.

Øverste billede er Delbar ved at kontrollere de unger som Bent Bøgh købte. Jeg står og ser på. Nederste billede er Delbar i samtale med Gert Poulsen, medens jeg lytter med. Det var en meget stor oplevelse at besøge en af de største og mest betydningsfulde brevduemænd der har eksisteret.

Efter turen kørte vi tilbage til Danmark igen. Jeg må sige at der var orden på tingene. Da vi nåede grænsen, blev grænsedyrlægen tilkaldt, de nødvendige indførselspapirer udfærdiget, og vi kunne fortsætte.

—

I oktober 1986 havde vi været gift i 12½ år, og det blev fejret med en fest, og her er nogle billeder fra festen.

Der var morgenmusik med Hjørring politikorkester. Fra venstre Peter Nielsen, Peter Søndelev, Asger V. Andersen og Per Jensen.

På det nederste billede var Allan ikke helt tilfreds med, at vi blev overdænget med flag.

—

Til vores ejendom i Vennebjerg var der ca. 1½ tønder land jord, og allerede i foråret 1982 købte jeg et får, der skulle have lam. Kort efter fødte hun 2 fine gimmerlam (hunlam), og det var dejligt med lidt liv på ejendommen. I mange år havde vi får. Det fik dog en ende da restriktionerne blev så skrappe, at det ikke var ulejligheden værd.

Det første billede er af fåret vi netop har købt, og Allan og Marianne var meget interesseret. På det næste billede har hun netop født 2 lam. 

Jeg vil her fortælle om en meget mærkværdig episode der fandt sted.

På et tidspunkt købte jeg 2 hunfår af racen Leicester. De var meget dyre, og selvfølgelig med stamtavler. Det første år fik de hver et vædderlam.

Året efter skulle de igen have lam, og de var meget tykke. Det ene får fik 2 gimmerlam, men moderfåret blev syg kort forinden fødslen, så vi havde dyrlæge. Fåret ville ikke rejse sig, og jeg tror at vi havde dyrlæge op mod 7 gange til hende, og sidste gang dyrlægen var der, aflivede han hende. 

Begge lam blev opfostret med sutteflaske.

Det andet får fik en aften 3 lam, 2 hvide og 1 sort. De 2 var meget dårlige ved fødslen, medens det 3.die klarede sig fint. Vi forsøgte at massere de 2, men der var ikke meget liv i dem.

På det tidspunkt havde jeg altid råmælk liggende i fryseren. Råmælk er en ko.s første malkning efter hun har fået kalv, og den indeholder alle de ting, der straks giver en kalv modstandskraft. Man kan bruge det samme til lam. Det er meget vigtigt at de får den slags mælk. Vi havde ingen sutteflaske, så omkring midnat måtte jeg hen til naboerne, Ada og Thedor, for at låne en sutteflaske. De var gået i seng, men sov ikke, så jeg fik flasken.

Jeg forsøgte at få noget mælk i lammene, men det lykkedes ikke rigtig. Vi tog lammene med ind i stuehuset, og lagde dem på gulvet i et værelse som ikke blev brugt. Vores foxterie Mimi, lukkede vi ud på badeværelset, for at hun ikke skulle gøre lammene fortræd, for vi vidste ikke hvordan hun ville reagere.

Det ville hun dog ikke finde sig i, så hun skældte ud indtil vi åbnede døren. Hun løb straks ind til lammene og begyndte at slikke dem.

Vi gik i seng, og så måtte det gå som det bedst kunne. Vi lod dog lyset være tændt nede i gangen.

På et tidspunkt senere på natten vågnede jeg, og da jeg kom ned i gangen, løb lammene rundt, og der var vældig liv i dem. Da mælken stadig var i flaskerne, fik de noget at spise.

Det fantastiske var sket. Mimi havde faktisk slikket dem til live. De blev inde hele dagen. Da jeg senere på formiddagen var på patruljetur, kørte vi en tur hjem, hvor lammene igen fik et hurtigt måltid.

Her er de 2 lam som Mimi reddede. Fotograferet samme nat.

Mimi med sine 3 hvalpe ved tidligere lejlighed. Det var kollega Erik Mosegaard Pedersens hund Smut, der var fader til dem.

Da jeg kom hjem fra arbejde, var det tid at få lammene ud til moderen. I langt de fleste tilfælde vil et moderfår ikke vedkende sig lam, der har været væk fra hende. Jeg bandt moderen udenfor stien, og satte lammene til hende, og hun tog dem straks til sig.

Hun kunne dog kun give mælk til de 2, hvorfor der blev yderligere et flaskelam. Mælken købte jeg af naboen Kesse Nørgaard, som havde jerseykøer, så det var meget god mælk, og lammene blev meget flotte. Jeg tror dog at udgiften oversteg værdien af lammene, – men hvad, en hobby koster altid lidt.

Her er fårene ude tidligt på foråret. Allan og Marianne var meget interesserede i lammene.

Vi havde også hver sommer 3-4 grise som gik i en indhegning på marken, kun omkranset af et elhegn. Når det blev sent efterår, og grisene havde en vægt på ca. 100 kg. slagtet vægt, blev de gennet ind i en sti. Her gik de nogle dage og faldt til ro, og så kom hjemmeslagteren Gunnar fra Rakkeby og slagtede dem. Det var altid en fornøjelse når Gunnar kom.

Han gik stille og roligt ind i stien til grisene, og lagde en snor med en løkke på ind i grisens mund, strammede til, og stille og roligt blev den gennet ud bagved, hvor den blev slagtet.

Alt foregik stille og roligt. Dagen efter var der gang i partering af grisene til familien. Heldigvis kunne jeg selv foretage parteringen. 

I 1990 etablerede vi en harefarm, med en 20 fag hal. Vi havde ca. 15 par harer, og de gik parvis i hver rum. Til hver rum var der også en rede, som de små killinger kunne kravle ind i når de var født.

Det mærkelige ved harer er, at drægtighedsperioden er 42 dagen, men ca. 35 dage efter at de har fået killinger, får de næste kuld.

Det betyder, at de bliver parret ca. 1 uge før de føder, og i den uge har de således 2 kulde i sig.

De begyndte at få killinger ca. 1. februar, og fortsatte hele sommeren. Han og hun gik altid sammen uden problemer. Et år havde vi et par der fik 7 kuld. De fik i begyndelsen af året kun 1 killing, og efterhånden som varmen kom, blev kuldene udvidet til 2-3-4 og endda op til 6-7 killinger, men så var de som regel for svage, og så døde de. De bedste kuld var op til 4.

Et år havde vi næsten 150 harer, og de fleste blev eksporteret levende til udsætning i Frankrig og Italien.

Til trods for, at dyrene gik meget godt, hvilket jeg også fik dyrlægers ord for, var der desværre nogle emsige politikere, der ville forbyde hareavl, og det blev forbudt fra 1994, uden kompensation. Sådan gør man jo bare det.

Inden vi fik harer, gik jeg en del på jagt, men efter at vi fik harerne, sagde det mig ikke mere at gå på jagt, for jeg ville hellere se en levende hare, end en død, og de havde jo heller ikke gjort mig noget, så hvorfor skyde dem.

   

Billederne er fra en artikel bragt i Vendelboposten. Det første billede viser hallen, og hvor jeg er ved at give hø til dyrene, og det andet viser en hare der sidder i sit skjul.

I årene 1985 til 1995, var jeg hvert år 3-4 uger i november/december ude og pelse mink. Det var et meget hårdt arbejde, men det gav en god skilling. Vi var 3 om det. Den ene tromlede de døde mink i savsmuld så de blev bløde, og efter pelsningen skar han halen op, og lagde skindene i kasser så de var klar til skrabning. Min egentlige pelsmakker, Per Smed, skar minkene op, og klippede poterne af, og jeg rykkede skindene af. Vi blev faktisk så skrappe, at vi kunne pelse 130-140 hanner i timen, eller 180-200 tæver i timen. Et år pelsede vi 30.000 mink på 4 uger. Vi arbejdede 6 dage om ugen fra halv syv om morgenen og indtil vi var færdige. Det år vi havde de 30.000 pelsede vi 13-1500 om dagen, og så var vi færdige ved 19. tiden om aftenen. Jeg tror at de fleste kan forstå at vi var trætte.

Jeg havde 3 hold skiftetøj med, for til hver pause var jeg gennemblødt af sved.

Hvert år glædede jeg mig til pelssæsonen indtil 1995. Nr. 2 dag vi pelsede gad jeg det simpelthen ikke mere, og jeg sagde til Søren, der ejede stedet, at det var sidste sæson. Vi gjorde naturligvis arbejdet færdigt, og siden har jeg ikke været på et pelseri.

Når man pelser mink, skal man ikke tage i byen i denne periode, for man stinker af mink. Ens lugtesans forsvinder 2. dag man pelser, og så generer lugten ikke mere.

På et tidspunkt var vi i brevdueforeningen inviteret til en fest hos Vrå brevdueforening i Poulstrup forsamlingshus, p.g.a. jubilæum. Det var midt i pelssæsonen.

Under middagen havde jeg en fremmed dame til bords ved min venstre side, og Aase ved min højre side.

På et tidspunkt kunne jeg fornemme at damen ved min venstre side rykkede lidt væk fra mig, og jeg viskede til Aase om jeg lugtede at mink, hvilket hun svarede ja til, for jeg var begyndt at svede i hænderne.

Det var ganske enkelt ikke muligt at vaske lugten væk, så der var ikke så meget at gøre ved det.

—

Efter den første DDB-flyvning i 1989, var jeg hos Erling Vestergård, og her viste det sig, at han havde et problem, for han havde ingen til at udsende resultaterne til de enkelte foreninger, eller sektioner. Resultaterne blev lavet i Hjørring, og de var klar hver onsdag eftermiddag. Resultaterne skulle helst sendes ud til foreningerne om onsdagen, og senest torsdag morgen skulle DDB-resultaterne være på trykkeriet.

Jeg sagde til Erling, at jeg nok skulle påtage mig dette arbejde.  Resultaterne blev kørt ud til mig fra EDB centralen om onsdagen, og fra sekretariatet modtog jeg en stor stak fortrykte A-4 kuverter, samt porto. Når der var flest kuverter der skulle udsendes i én uge, var der 120.

Resultaterne var i lange A-4 strimler, og der var 2 sæt. De skulle sorteres op til hver forening, sektion og til trykkeriet. Børnene hjalp, og arbejdet tog et par timer.

Derefter i bil til posthuset i Hjørring – 8 km. Hver vej.

2 gange var resultaterne forkerte, idet alle resultater var dublerer, dvs. at samme due stod som nr. 1-2, derefter samme due som nr. 3-4 osv.

Hurtig kontakt til forretningsføreren, der bestilte nye resultater, som så i stedet skulle udsendes torsdag, da vi ikke kunne nå det onsdag. Der var travlhed, for duerne skulle også sendes torsdag eftermiddag. Vi nåede det dog hver gang.

Erling spurgte om hvad jeg skulle have for arbejdet hvortil jeg svarede, at det ville være fint, hvis Aase og jeg hver fik gratis middag til rep.mødet.

Vi var dog 2 gange inviteret med til middag sammen med Hovedbestyrelsen, den ene gang var i Feriebyen, Skallerup klit, som lå 5 km. fra hvor vi boede, året efter var det i Skagen.

Hb-medlem John Bastkær var med, og i løbet af aftenen det første år. lavede vi en handel, hvor jeg købte et nyt kontrolur, som han forhandlede, og i handelen indgik en foxteriehvalp fra vores Mimi (se nedenfor).

Erling Vestergaard havde den sunde indstilling, at de steder hvor Hovedbestyrelses-møderne  blev holdt, var steder man “kunne betale”, forstået på den måde, at der skulle ikke frådses.

—

Marianne var 10 år i 1986, og hun var meget interesseret i duerne, og hun ville gerne være medlem af foreningen. Hun ville bevise at hun kunne passe duerne og holde rent på slaget, at passe dem medens jeg pelsede mink, og vi aftalte et beløb hun fik for hver dag hun passede duerne.

Hun gjorde arbejdet virkelig godt, og hun blev indmeldt i foreningen, og i et par sæsoner fløj hun med nogle af duerne i eget navn, og hun fik også flere gode resultater. Det viste sig dog at det var for besværligt at have 2 slag i samme, og fra 1990 fløj vi i kompagniskab.

I foreningen var hun i flere år cafeterie damen, hvor hun solgte kaffe, sodavand og pølser. Der var forbud mod øl og spiritus i klubhuset, for vi havde set hvor ødelæggende det var for foreningslivet. Det blev endda indført i vedtægterne.

Marianne gjorde et stort arbejde i klubhuset, og hun var med mig hver gang vi var derinde.

Marianne blev konfirmeret i april 1990.

Fra Mariannes konfirmation. Fra venstre er det mormor, morfar, konfirmandinden, mor, farmor og far.

Marianne som student. I en periode var hun kassedame i Hjørring Storkøb. Derefter kom hun i revisorlære, og i dag er hun revisorassistent hos Landbo Nord, Brønderslev.

Marianne og Hasse ved Mathias dåb i 2001.

 Aase, Mathias, Nicoline og Marianne.

Allan blev konfirmeret i april 1994. Hele familien kunne ikke samles på selve dagen, idet en fætter og en kusine blev konfirmeret samme dag. Vi holdt første afdeling hjemme med Aases familie, og efterfølgende med hele min familie og de øvrige konfirmander på Vendelbokroen i Thorshøj, som min bror ejer.

Øverste billede billede fra venstre, Marianne, mig, konfirmanden, Aase og Malene, taget hjemme i haven på konfirmantionsdagen. Nederst er fra festen sammen med Allans kusine og fætter, som blev konfirmeret samme dag, holdt på “Vendelbokroen” i Thorshøj. Her er det “daddy” der kvæder en vise i baggrunden, som kunne være “en lærkerede”, – dog ikke til den store begejstring for konfirmanden i forgrunden.

Allan som student.

Heidi og Allan.s søn Peter.

Heidi, Peter nu 3 år og Allan.

Allan kom i lære i værktøjsafdelingen hos Møller Lee tømmerhandel i Hjørring. Efter læretiden rejste han til Holstebro, var soldat i Haderslev, og da han kom tilbage til Holstebro blev han ansat i det der nu hedder Carl Ras, Holstebro.

Malene blev også konfirmeret i april, men i 1997, og det blev holdt i Bagterphallens cafeteria i Hjørring.

Mor og Malene og mig.

Her er det mormor og Malene.

Malene som student. Til venstre farmor og mig.

Malene uddannede sig til social- og sundhedsassistent. Hun ønskede at flytte til København. 14 dage før, mødte hun Lars i Frederikshavn. Det viste sig at han boede på Frederiksberg, og nogen tid efter flyttede de sammen. Malene uddannede sig til syge-plejerske i København. Sidste sommer flyttede de til Ålborg, hvor Malene fik arbejde i hjemmeplejen. 

                                              Malene og Lars.

—

Siden 1982 har vi haft en foxterriehund på ejendommen, og hun hed Mimi. Det er det samme som man i dag kalder for Dansk/Svensk gårdhund.

Hun var fantastisk til at fange rotter.

Om natten boede hun altid ude i fyrrummet i forbindelse med laden, hvor vi havde et fastbrændselsfyr.

En vinteraften ved ca. 23. tiden gik jeg ud med hende, og samtidig skulle jeg fyre.

Hun løb ud i laden, og medens jeg fyrede på, hørte jeg, at hun gav et lille skrig fra sig, og jeg tænkte at hun måske var kommet til skade. Jeg gik derind og tændte lyset, og i det samme kom en rotte pilende hen over gulvet med Mimi efter sig. Jeg tog straks en kartoffelgreb i hånden.

Jeg vil her sige, at jeg havde mange forskellige ting stående i laden, og henne for enden på loen, stod min MZ-motorcykel.

Rotten løb ind i det første rum, men kom straks ud igen, og den forsøgte at løbe op af en pæl til loftet, men jeg fik slået ud efter den, så den faldt ned på gulvet igen.

På gulvet stod en plastikfiskekasse omvendt, og ovenpå stod en købmandsvægt. Rotten smuttede ind i kassen. Jeg fik lukket i den ene ende, og Mimi holdt vagt i den anden. Jeg kunne høre at den peb derinde, hvilket var forståeligt.

Jeg løb ind til Aase og beordrede hende til at komme med ud, for vi skulle have has på rotten. Aase ville ikke med, men det kom hun.

Ude i laden fik jeg løftet vægten af fiskekassen, og jeg fik skubbet kassen ud midt på gulvet. Mimi var klar.

Jeg løftede kassen op, og rotten pillede hen omkring motorcyklen, og tilbage igen med Mimi efter sig. Da den kom i nærheden af mig slog jeg greben ned mod den.

Jeg ved ikke om jeg ramte, men et sekund efter havde Mimi taget den, og den fik et knæk så den var død. Den kom ind i brændefyret.

Det opsigtsvækkende var, at medens Mimi løb efter rotten skreg hun helt vildt i ren ophidselse indtil hun fangede den.

Ude på loen havde jeg en dynge sand liggende, og jeg så at der var rottespor deri. Jeg rettede sandet ud. Næste morgen var der igen spor, hvilket var sidste gang, for makkeren forsvandt.

Betingelser for rotters levevis er fred, ro, mad og vand. Derfor er det godt af få fjernet strejfer.

Mimi havde hvalpe flere gange, og det var altid sjovt, og børnene har leget meget med dem. Billedet der er bragt tidligere, er det første kuld hun havde.

Fra det sidste kuld hun fik, beholdt vi en tævehvalp, som blev kaldt Elly. De var begge med da vi flyttede her til Strandby, men vi måtte skille os af med Elly, og hun kom ud til min broder og svigerinde som har Thorshøj kro, og der blev hun forkælet i alle ender og kanter. Året efter blev Mimi aflivet, idet hun havde fået en hjerneblødning. Der var sorg i hjemmet.

—

Efter vi flyttede til Vennebjerg, fik vi jævnligt besøg af gode venner bl.a fra Sjælland. En af dem der besøgte os nogle gange var Frede Olsen, som også var med i 051 Roskilde. Vi boede tæt ved hinanden i Roskilde, og vi besøgte tit hinanden. Hans søn er iøvrigt den tidligere meget kendte cykelrytter Reno B. Olsen, der var med på 4×100 km. holdet som vandt olympisk guld i 1968.

 

Frede og Malene i 1984.

 Her er Frede på besøg i 1985 sammen med Allan og Malene i lupinerne.

Vores venskab med John Engel, Haderslev.

Der kan være mange måder at lære andre at kende på, og John var ingen undtagelse. Det startede indirekte medens vi boede i Roskilde, og det var i forbindelse med Ejner Nicolaisens ophørsauktion i juni 1978. Fra Haderslev kom en ved navn Sigfried Juhl, som jeg ikke kendte forinden. Han havde tidligere besøgt Nicolaisen. Vi kom i snak under auktionen, og han havde en søster og svoger der boede i Roskilde.

Efter auktionen havde vi ingen kontakt til hinanden før vi flyttede til Vennebjerg. Her talte jeg ofte med Sigfried, særlig i flyvesæsonen, og han var flink til at ringe når han fik duer fra langflyvning, så jeg havde noget at regne ud efter.

Igennem firserne besøgte Sigfried og hustruen Ester os nogle gange når de sammen med nogle venner var på tur nordpå. Så havde vi nogle hyggelige timer sammen.

I sommeren 1990 ringede Sigfried en sommerdag til os og spurgte om vi ville have besøg, for så ville de besøge os. Det ville vi naturligvis gerne. Han spurgte om han måtte tage en ung brevduemand med, for så var han også fri for at køre bilen den lange vej fra Haderslev. Selvfølgelig måtte han det. Det var John Engel han havde med. Jeg kendte ikke John forinden.

Vi havde nogle hyggelige timer sammen, og hvor vi også var ude på slaget og se på duerne. I en af rederne gik der en flyveklar flot han – tavlet/hvidslagfjeret. John var betaget af denne due, men jeg ville ikke af med den.

John på besøg i begyndelsen af halvfemserne en lørdag, hvor vi ventede duer hjem fra kapflyvning.

John og hans kone Rikke ved vores sølvbryllup.

Billede af John.s slag.

Det viste sig senere at denne due fløj i top, og den blev fader til en han, nr. 498, som Ole Nielsen fløj med i Tåstrup. Denne due fløj fantastisk, og var med til at vinde flere Danmarksmesterskaber til Ole.

Efterfølgende når John var på forretningsrejse nordpå, kom han på besøg. Selv om John kun var et par og tyve år, og jeg var 40, har aldersforskellen ingen betydning i brevduesporten. Vi havde begge samme indstilling til sporten. – Der skulle ske noget, og vi ville have endnu bedre resultater.

På et tidspunkt blev vi enige om, at vi ville en tur til Belgien og se nogle af topslagene. Sproget var ingen problem, for John talte flydende tysk og engelsk.

John tog kontakt til Bent Thomsen Pedersen som boede i Belgien, og vi blev inviteret til at bo hos ham og hans hustru i nogle dage, og han ville så tage med rundt.

Vi kørte dertil om efteråret, og vi havde nogle meget hyggelige dage sammen. Vi var på besøg hos Jos Thonè, Meulemann, og Houben, og vi så naturligvis Bent.s egne duer. Vi købte dog ingen duer med hjem.

Vi blev enige om, at vi ville tage en tur til Tyskland/Holland/Belgien, som det nu passede til.

I 1993 blev der gengivet en del Artikler skrevet af Steven van Breemen i Hilversum syd for Amsterdam i Holland.

Steven havde opnået helt fantastiske resultater. Jeg ringede til John og spurgte om ikke vi skulle besøge Steven, for det så helt fantastisk ud.  John ville tage kontakt med Steven, og besøget blev tilrettelagt således, at vi kørte til Hilversum en fredag, indlogerede os på et hotel som Steven havde booket til os, og lørdag morgen blev vi hentet af Steven.

Med hensyn til plads er vi meget priviligeret her i Danmark.

Da vi kom til Stevens bopæl, viste det sig at være rækkehuse i 2 etager, og der var kun én indgang til beboelsen. Vi blev budt indenfor, og vi satte os i stuen. Da jeg så ud gennem vinduet til gårdhaven, så jeg dueslaget.

Det var bygget i gårdhavens bredde, og det var vel 5 m. bredt. Det var bygget i 2 etager. I underetagen var der 2 rum med reoler, og ved siden af et lagerrum. Ovenpå var ungerummet og det ene enkeslag. Via en smal gang kom man over til det andet slag som lå ovenpå køkkenet. Oppe under spærene  i beboelsen var der ca. 50 par avlsduer.

Steven fremviste duerne, og det var fantastiske duer. – De bedste vi til dato havde set. Det var virkelig en oplevelse.

Da vi kørte hjem blev vi enige om at købe duer derfra, vi ville gå sammen om duerne.

Da vi kom hjem kontaktede John Steven, og det blev aftalt at vi købte 4 duer hos ham samme efterår.

Året efter købte vi yderligere 12 duer, og vi fik 13 med hjem. Som han satte duerne over i vores kurve klassificerede han dem igen, og jeg så at han tog fat i næbbet på hver enkelt. Det undrede mig, men jeg spurgte ikke om noget, for man skal jo ikke dumme sig. Dette år så vi fantomhannerne ”Het Borke” fra 78, og ”Goede Yearling”.  Disse duer var stamhanner til hele hans fremragende Goede Yearling-dynasti.

Da vi tog afsked sagde Steven til os, at han gerne ville komme til Danmark for at se hvordan hans duer gik.

Steven kom på besøg tidlig forår hos John, og jeg kørte dertil med duerne, da jeg havde dem gående.

Steven satte dem sammen for os, for han kendte jo familien. Ud af disse par faldt ”Guldparret”. Alle unger efter dette par, var fremragende avlsduer, og flere af dem vi fløj med var sektionsvindere. John havde en han som var dobb. Sekt.vinder. Denne han kom til Steven, og han avlede en vinder ud af 9000 duer.

I de efterflg. år var John og jeg på besøg hos dygtige duemænd i Tyskland, Holland og Belgien, og selvfølgelig besøgte vi Steven hvert år. Vi overværede afsluttende flyvninger i september, og vi var flere gange med i klubhuset.

På et tidspunkt fremviste Steven os en lastbil, der var indrettet til kørsel med duerne. Hele vanding, fodring og udluftningssystemet var så fremragende, at duerne befandt sig så godt, at tabene på flyvningerne blev væsentlig nedsat.

Forbundet forbød at bruge bilen til de store flyvninger, for den var så god, at den ville give Stevens område en fordel.

Ud af ”Guldparret” af Stevens duer, blev der en fremragende hun der hed 0212-95-0689. Hun blev parret med en han fra et andet af Stevens par, og det blev det senere berømte ”par 6”. Navnet fik de fordi de boede i rede 6. Ungerne efter parret blev ikke fløjet, for de var meget indavlede. De var helt fantastiske i udseende og bygning.

I 1998 fik Steven 4 unger med hjem efter dette par. En af hannerne udlånte han til en god ven i Tyskland. Denne avlede nogle unger på hannen i 1999, og ungerne vandt det Tyske mesterskab.

Steven van Breemen-familien har vi stadig på vores slag i dag.

I flere år når vi rejste, benyttede vi såkaldte IPA-huse. IPA står for International Police Association. De var ejede af IPA, og medlemmer af IPA – politifolk, kunne for billige penge låne husene. Vi medbragte mad, så det blev rimelige billige ture. 

Billede af et IPA-hus i Tyskland.

Vi besøgte mange forskellige slag. Det var tydeligt på flere af disse slag, at salg af duer havde høj prioritet. På et af disse slag, hvor efterflg. 2 billeder stammer fra, kom vi til et rum, hvor der var ca. 100 unger, der var taget fra fornylig, og som vi forstod var salgsrummet.

Vi stod og betragtede ungerne. John pegede på en unge som han gerne ville se. Ejeren fangede den, gav den til John, og rodede rundt i papirer for at finde forældrene. Da han fandt ud af hvad ungen var efter sagde han, at denne unge ikke var til salg. Den blev sat på gulvet igen. John udpegede igen en unge. Han fik den i hånden. Kort efter sagde ejeren, at netop denne unge heller ikke var til salg, men resten var.

Vi stoppede festen og gik. Vi nøjedes med at betragte resten.

Slaget det pgl. sted, og slagsrummet.

Omkring år 2000 var vi på besøg hos Gerard Koopman. Han var og er stadig et af de allerstørste navne i Holland. Angående Koopman vil jeg henvise til artiklen om ”Bullet-parret”.

John og jeg har i alle årene haft et meget nært samarbejde om duerne, og næsten alle årene har vi byttet duer – gerne i form af æg.

I flyvesæsonen taler vi meget sammen, – måske ikke dagligt, men næsten, hvor vi planlægger næste uges flyvninger, taler om vejret, og hvad vi skal gøre, for at duerne er på mærkerne til kommende flyvninger. Fra 2012 har Anders Brøbech, Skanderborg, også været inde i billedet m.h.t. planlægning af flyvninger m.v, men herom senere.

Mit venskab med John og selvfølgelig vores duemakkerskab har haft meget stor betydning for mig. Vi har nu være duemakkere i 21 år, og det har kun kunnet ske, da vi stoler 100% på hinanden. Det er selvfølgelig ikke altid at vi er enige, måske fordi vi bor i hver ende af landet med forskellige slags flyvninger, men det er også mange gange de små ting der er med til at udvikle det hele.

Vi er også gode til hver især at komme med gode ideer til, hvordan vi kan gøre det bedre for vores duer.

— 

I Vennebjerg, havde vi et meget godt naboskab med Ada og Theodor, som boede på en gård nogle hundrede meter syd for os, og Aase og Kesse som boede nord for os.

De var altid meget hjælpsomme både med landbrug og børnepasning. Vi deltog igennem årene i hinandens familiefester.

Vores naboer i Vennebjerg, Kesse og Aase  og      Theodor og Ada.

—

Flytning til Frederikshavn.

Som nævnt blev 1996 den sidste sæson jeg fløj med duer i Vennebjerg. Vi besluttede at flytte til Frederikshavn, hvilket jeg havde ønsket i et stykke tid. Foråret 1997 blev ejendommen sat til salg, og jeg fik det hele gjort klar til salget. Ejendommen blev solgt, og de nye ejere overtog den sidst på sommeren 1997.

Da Malene skulle skifte skole efter sommerferien – fra 7 til 8 klasse, var det meget belejeliget, at hun kunne starte i Strandby skole. Aase havde ferie sidst i august måned, og hun og Malene boede i udhusene på vores nye adresse. Udhuset nærmest beboelsen, havde været et tidligere pelseri, og der var også indrettet kontor og køkken. Vi fik rådighed over køkkenet. 

På modsat ende af grunden ligger en ca. 135 kvm. stor bygning, som tidligere havde været benyttet til bl.a tørreri af skind. Det var også indrettet med toilet. For så vidt havde vi alle fornødenhederne. De sov i et af rummene i tørreriet.

En nat jeg skulle sove hernede, vågnede jeg ved, at jeg delte seng med en mus. Jeg fik hurtigt flyttet sengen. 

Jeg blev meldt ind i 026 Fladstrand i efteråret 1996.

I maj måned 1997 købte vi vores nuværende bolig på Skeltvedvej 69 i Strandby. Det var en tidligere minkfarm med i alt 16550 kvm. grund til. Beboelsen er fra 1988. Der er 2 udhuse som tidligere blev brugt til pelseri og tørreri af skindene. I alt ca. 280 kvm. Der er både køkken og kontor derude, så der er den plads der er behov for, i særdeleshed om som-meren.

Vi flyttede ind i beboelsen den 1. september.

I foråret 1997 købte jeg en 6 m. lang skurvogn i Hjørring. Den blev indrettet til ungeslag, og kørt til vores nye bopæl, hvor den fik lov til at stå på marken. Forårsungerne blev sat derind og det fungerede på den måde, at ejeren åbnede og lukkede for ungerne, og en bekendt der hed Finn Ottosen kørte herud fra Frederikshavn hver dag og fodrede ungerne. Jeg var her selv i weekenderne, hvor jeg fik mange af tingene kørt hertil.

Her er skurvognen som blev opstillet på marken ved vore bopæl. Duerne er i luften. Som man kan se, er det noget af et vildnis.

Mit flyveslag på 12 x 4 m. blev flyttet hertil i august måned. Slaget var delt i 2, og fodergangen var taget ned, så der var en del arbejde med at få det på plads.

Billede taget fra skurvognens tag ved vores indflytning, inden duehuset kom på plads. Til venstre er der indrettet avlsslag, længere til højre er der kontor og køkken.

Viser slagene der er opstillet og terrassen overdækket.

I særdeleshed skal 2 personer have en meget stor tak for hjælpen i forbindelse med opbygning af slaget.

Den ene er Ejner Pedersen, som nu er medlem af 053 i Ålborg. Han kom næsten hver dag og hjælp. Han er en dygtig håndværker, og derfor skred det hurtigt fremad.

Ejner og Tove fra Grindsted.

Da både Ejner og jeg er tossede med suppe, sørgede jeg for det meste for, at vi kunne få suppe til middag. Særlig min hvidkålssuppe var populær, og den forsvandt i store mængder.

Den anden er Carsten Pedersen, nu medlem af 0100 Haslev. Han tog ferie i en uge og hjalp med at opbygge avlsslaget og udflyvningerne på flyveslaget. Det var fantastisk at få den hjælp, så slaget kunne bliver færdigt.

Fra 1998 begyndte jeg at flyve med duer fra min nuv. bopæl. Resultaterne med de 1-års var ikke overvældende. Med ungerne gik det bedre, idet jeg var sektionsvinder fra Gråsten og 1-2 i sekt. fra Altone.

I 1999 havde jeg med ungerne de første 32 i sektionen fra Odense og 42 af de første 43, 1-2 i sekt. fra Varde og 1-2 i sekt. fra Altona.

I år 2000 vandt jeg det første DDB-mesterskab nogensinde, og det skete på mellemdistancen. Artiklen kan ses andetsteds på hjemmesiden.

Resultatmæssigt var årene til og med 2011 noget svingende, selv om jeg havde i alt 11 sektionsvindere, hvoraf 1 var Regionsvinder.

Derefter skete der noget. Herom senere.

Den 6. april 1999 havde Aase og Jeg sølvbryllup, og det var en fantastisk dag. Hele huset var ryddet – også soveværelset, og der var dækket op til 80 personer. – Man ved jo aldrig hvor mange der kommer en sådan morgen. Vi havde hentet borde og stole i foreningens klubhus.

Der var æresport, flag og hele mullivitten, Hjørring politi.s 4. mands orkester spillede, og mange var mødt op.

Der var faktisk fyldt over det hele. Der var dækket op til 70-80 personer, og alle pladser var besat.

En fantastisk oplevelse.

Øverste billede viser Marianne og Malene da der blev lavet æresport aftenen forinden. Næste billede er naboerne i gang.

 Sølvbrudeparret og Hjørring politiorkester, sang og samling i huset til  morgenkaffe.

Festen blev holdt i Tuen forsamlingshus, som ligger ca. 10. km. fra hvor vi bor i retning mod Skagen.

Op på stolen.

Jeg havde det store ønske til festaftenen, at min dejlige niece Signe skulle synge. Hun er Tove og Knuds datter. Tove er min søster. Hvad er så mere nærliggende end at engagere hende som medhjælp til festen, for så vidste jeg jo at hun var der.

Min niece Signe sang, og hendes fader, svoger Knud, akkompagnerede. Det var fantastisk, og ikke et øje var tørt. En stor oplevelse.

Knud, der er fremragende på et klaver, akkompagnerede hende, og ikke et øje var tørt. Hun har en fantastisk sangstemme.

Familien samlet ved sølvbrylluppet. Fra venstre Malene, Allan, Marianne, mig og Aase.

24. marts 2000 blev jeg 50 år, og det blev holdt som Åbent Hus i vores klubhus på Toftegårdsvej i Frederikshavn.

Et par billeder fra min fødselsdag.

Det blev en stor dag med mange besøgende. Der var dækket op til 80, og der var fyldt. Også her sang Signe, og alle var begejstrede.

—

Den 31. marts 2010, ophørte jeg på arbejdsmarkedet. Efter 45 år på fuld tid, måtte det være på sin plads. Jeg havde da været hos politiet i Frederikshavn fra den 3. december 2007, i forbindelse med politireformen. Jeg havde en meget god tid i Frederikshavn, med gode kolleger, og der var altid godt humør. I de 2½ år, arbejdede jeg med Bevillingssager – restaurationsloven, som jeg tidligere havde arbejdet med 7 år i Hjørring.

Mine 35 år i politiet fordelte sig med 6 år i København, ca. 26½ år i Hjørring og ca. 2½ år i Frederikshavn. Det har været et interessant arbejde, og opgaverne/-oplevelserne har været med forskelligartede. Der har været tragiske hændelser, men også mange der virkelig har kaldt humoren frem. De første 7 år jeg var i Hjørring, var udelukkende 3-holdskift. Jeg kunne godt lide nattevagterne. De passede for mig bedst for familielivet. Når jeg havde sovet, kunne jeg hente børnene i dagplejen, så de var hjemme når Aase kom hjem.

—

Jeg vil her fortælle enkelte anekdoter. De første par stykker foregår i firserne, og på nattevagterne.

En kollega og jeg kørte patrulje efter at vi var mødt kl. 2300.  På Tøtmosen i Hjørring holdt en lukket kassevogn  parkeret. Vinduerne var tilduggede, og vi kunne svagt se omrids af et par personer i bilen. Vi holdt bilen under observation, for at se hvad der skete. Der skete dog ikke noget, og efter lidt tid fortsatte vi.

Nogen tid senere kom vi tilbage igen, og her holdt bilen stadig. Umiddelbart efter startede den op og kørte langsomt fra stedet. Jeg sagde til kollegaen, at vi skulle standse bilen og kontrollere føreren. Kollegaen sagde højt grinende, at han ikke ville rette henvendelse til føreren, for han vidste at han ikke kunne lade være med at grine, for vi var sådant set godt klar over hvad der var foregået i bilen.

Bilen blev standset, og jeg rettede henvendelse til føreren. På passagersædet sad en kvinde. På dem begge var tøjet ikke helt kommet på plads, og håret var uglet. Det var en upassende situation for dem. Der var absolut ingen problemer med manden, og havde jeg foreholdt ham mordet i Finderup lade, så havde han garanteret tilstået det.

Da manden var ædru, fik han lov til at fortsætte.

Der var ingen tvivl om, at de begge var gift, – blot ikke med hinanden.

 

En sommernat vi kørte patrulje i en af sommerbyerne, standsede vi en bil, hvori der sad en ung mand. Han havde fået så rigeligt at drikke, hvorfor han blev anholdt og hensat i patruljevognen, for at han komme til lægen og få udtaget blodprøve, ligesom han kort skulle afhøres til rapporten.

Han var meget beskidt, og han lugtede af en blanding af møg og spiritus, og han var tydeligvis ude fra 7. kartoffelrække.

På daværende tidspunkt fik vi udtaget blodprøven hos den stedlige læge. Vi skulle blot ringe til lægen, så kom han til lægehuset.

Kollegaen kørte patruljevognen, og jeg foretog afhøringen.

Den anholdte sad midt på bagsædet og var rykket helt frem, så ansigtet stak frem mellem forsæderne. Der var noget af en dunst fra ham af ubestemmelig herkomst, noget i retning af møg, alkohol, spildolie m.v.

Jeg spurgte om hvad han lavede hvortil han svarede, at han hjalp hans broder, som havde et autoværksted.

Jeg spurgte ham om hans indkomst hvortil han svarede, at han fik understøttelse.

Jeg svarede til ham, at det kunne jeg ikke forstå, for han havde netop fortalt, at han hjalp broderen på dennes autoværksted. Meget indigneret svarede han:

”Jamen det er da svot (sort)”.  Hvordan skulle et par dumme betjente da også forstå det.

Skattefar var ikke nået hertil endnu.

 

I 2003 gjorde jeg tjeneste på Brønderslev politistation, og det var en god tid. Jeg vil her indskyde, at motorkontoret var i samme bygning, og der var kun et mindre lokale mellem motorkontoret og politistationen.

En dag har politiass.  Karsten Sørensen og jeg en politiforretning hos en mands-person, der boede alene på en lille ejendom. Vi vidste godt, at han var lidt speciel. Da vi kom dertil, holdt han på gårdspladsen siddende på sin traktor.  Han steg af traktoren.

Vi fortalte ham vores ærinde. Han blev meget ophidset, og samtidig med at han gik mellem traktoren og bryggerset i huset, råbte han meget højt i retning af: ”det er da satans, her går man og passer sig selv, og så kommer politiet med det ene og det andet”. Sådan blev han ved, medens vi blot stod og så på. Det var faktisk underholdende.

Da vi endelig blev færdig med pgl., kørte vi til stationen. Det var omkring middag, og de øvrige kolleger sad i frokoststuen.

Vi fortalte om vores oplevelse. Jeg kunne ikke lade være med at efterligne ham, og det lykkedes ganske godt at efterligne hans stemme, og jeg gik mellem frokost-stuen og ekspeditionslokalet, og talte ganske højt på samme måde som pgl., og jeg brugte også de samme sætninger. Kollegerne fik sig et godt grin, for de kendte også pgl.

Umiddelbart efter at jeg var færdig med ”underholdningen”, kom en kvindelig ansat ind til os fra motorkontoret. Hun sagde, at der stod en mand inde på motorkontoret. Han skulle faktisk ind på politistationen, men da han hørte råben derindefra, turde han ikke gå derind.

Sådan kan det gå.

 

I årene 2003 og indtil dec. 2007, hvor jeg kom til Frederikshavn, var jeg hos Nærpolitiet i Hjørring. Mit arbejde bestod i efterbehandling/afhøring i mange forskellige sager, udrykning til indbrud, og ikke mindst forskellige motorsager såsom manglende syn og vægtafgiftsager.

En vinterdag kørte politiass. Asger V. Andersen og jeg ud til forskellige opgaver, herunder inddragelse af nummerplader i forbindelse med manglende syn. Jeg var chauffør pgl. dag. Episoden som skete her, var i en sag, som jeg havde fået til behandling.

Vi ankom til en ejendom over middag, hvor plg. bil holdt i carporten med nummer-pladerne på. Jeg rettede henvendelse til bopælen hvor konen kom ud. Jeg fortalte om vores ærinde vedrørende, at da bilen ikke havde været til syn, ville jeg inddrage nummerpladerne. Hun havde ingen bemærkninger hertil. Det skal siges hertil, at bilens ejer havde fået flere advarsler i forvejen.

Nummerpladerne blev afmonteret bilen. Vi satte os ind i patruljevognen for at forlade stedet. Patruljevognen holdt således, at jeg var nødt til at bakke, for at jeg kunne komme rundt. Da jeg bakkede viste det sig, at jeg havde kørt en kat over, som i kulden havde søgt varmen under bilen ved motorblokken. Den hoppede rundt et øjeblik, hvorefter den lå og var død. Det er ved sådan en episode man tænker “satans osse”. Og det næste, hvad skal man gøre. Jeg måtte gå den tunge gang og bekende kulør og sige til konen, at katten var kørt over.  Hun blev vildt ophidset, for det var hendes børns kat, og de var meget glade for den, og hun vidste ikke hvad hun skulle sige til dem. Det var selvfølgelig meget sørgeligt. Jeg foreslog at hun blot skulle sige at katten var kørt over. Hun blev mere ophidset over at jeg foreslog at hun skulle lyve over børnene. Det mente jeg nu ikke at hun gjorde. Der var yderligere lidt diskussion, og til sidst sagde jeg til hende, at jeg ville ligge katten hen bag den parkerede bil, så børnene ikke så den når de kom fra skole.

Vi forlod stedet.

 

Da vi nærmede os Hjørring, blev vi via vognradion kaldt op af vagthavende Henrik Beck som spurgte, om vi havde været på pgl. adresse. Asger sad med mikrofonen og han kunne bekræfte at vi havde været der, og som han udtrykte det “og katti haj ær død” (og katten den er død). Hvad vi ikke vidste var, at manden stod inde på stationen og kunne høre korrespondancen.

Da vi landede på parkeringspladsen foran politistationen stod manden derude. Vi kunne omgående se at han var vildt ophidset og kokrød i ansigtet.

Vi blev på det nærmeste overfaldet med det samme, men vi fik ham med ind på stationen. I mellemtiden var der indgået anmeldelse mod manden vedrørende, at han havde kørt helt vildt ind ad Frederikshavnsvej for at komme til stationen. Der var ikke nogen måling på ham, man vagthavende gav ham en skideballe der ville noget. Han var dog stadig ophidset.

Jeg måtte forsøge at tale manden til ro, hvorfor jeg tog ham med ind på et kontor. Jeg beklagede at jeg havde kørt hans kat over. Samtidig blev han også gjort bekendt med, at han blev sigtet for at han ikke havde fået sin bil synet, hvorfor han ville få en bøde.

Han mente at det rimelige ville være at bøden blev slettet, på grund af katten. Det blev afvist, og han kunne blot sende et erstatningskrav til Politimesteren i Hjørring.

Som han udtrykte det, så var han ligeglad med katten. Problemet var, at det var specialnummerplader, og de havde kostet ham 11.000,- kr. Normalt ville nummer-pladerne blive destrueret. 

Vi gik til motorkontoret, og her blev der indgået en aftale om, at såfremt han fik bilen synet inden en vis frist, ville han få nummerpladerne udleveret igen.

Da han forlod stationen, var han faldet helt til ro, og han gav mig hånden og sagde tak for god behandling.

Det tog mere end 1 time at få ham til at falde til ro.

Efterfølgende sørgede han for at få sine biler synet til tiden.

—

Min 60 års fødselsdag blev holdt i Jerup Forsamlingshus, og det var en stor dag med nogle fine indslag.

Her er en række stemningsbilleder fra min fødselsdag. De sidste 2 billeder er Allan og Karsten, som holdt et par fremragende taler. – Tak for det.

Når man bliver pensioneret, giver det en fantastisk frihed, som det lige går et stykke tid med at få på plads. I dag kan jeg dårligt forholde mig til at det har været anderledes.

Der har siden været god tid til duerne. Jeg er også en af dem man kan kalde professionel duemand, ligesom 75% af de andre brevduemænd, der også er gået på pension, efterløn eller lignende. Ordet professionel har ikke noget at gøre med en evlt. Indtjening. Man kan ikke leve af at have brevduer, medmindre man kan lide at spise dem hver dag. For indtjening er der ikke noget af.

Vores børn – Marianne, Allan og Malene anno 2014.

—

Mit bekendskab med Brdr. Brøbech, Skanderborg,

begyndte på en tilfældig måde i efteråret 2011. Jeg skulle besøge John i Haderslev, og jeg skulle forrette et ærinde hos Brøbech.

Jeg blev fint modtaget, og der blev vist duer frem. Der var nok at se på. I løbet af vinteren talt jeg med Anders et par gange. På repræsentantskabsmødet i februar 2012, mødte jeg igen Anders.

Selv om jeg havde haft Brevduer i 45 år, og man skulle tro, at jeg vidste det hele, så måtte jeg erkende at det gjorde jeg langtfra.

Jeg sagde til Anders, at når vi kom lidt længere frem til foråret, så ville jeg komme og besøge ham med blyant og papir, for så skulle han lære mig at flyve med brevduer.

Jeg var velkommen til at besøge ham.

Det blev til et besøg hos ham og Hans Henrik sammen med John Engel, og det var en stor udbytterig dag for at begge. Jeg fik lagt det sidste lag på, for at nå helt til tops med resultaterne, og i de 3 sæsoner der er gået, er det kun gået fremad.

Fra at jeg ikke før vandt noget nævneværdigt, har jeg på de 3 sæsoner 2012-13-14 haft 3 x 1. pr. og 2 x 2. pr. til Regionsmesterskaberne i Region Nord, foruden flere andre mesterskaber.

Anders var på besøg hos mig en januardag i 2013, hvor vi gennemgik samtlige duer. Det er rart at også andre – og især en dygtig brevduemand som Anders, kan give sin mening til kende, så man selv kan få ideen til, om man er på rette vej.

Anders var faktisk tilfreds med hvad han så.

Dog fremkom han med, at jeg manglede duer til de virkelig hårde flyvninger. Jeg spurgte hvorfor jeg så ikke har det, hvortil Anders svarede: ”Du har jo ikke spurgt”.

Jeg har siden erhvervet duer hos Anders, og de har været parret sammen med unger efter min 3 x vinder fra Karlsruhe 935 km. Ungerne tegner fantastisk, foruden unger efter andre af Anders.s fantastiske langflyvere, så jeg forventer, at jeg virkelig får styr på de hårde og lange flyvninger, og ikke mindst overnats-flyvningerne.

Anders sagde til mig, at jeg vil få endnu mere udbytte af disse duer på overnats-flyvningerne,  for jeg har afstanden til dem heroppe i det nordjyske.

Jeg er forhandler af Anders.s foder og biprodukter. I særdeleshed i sæsonen taler vi tit sammen i telefonen for at planlægge de enkelte flyvninger.

Jeg har sjældent mødt en mere dygtig eller entusiastisk brevduemand end Anders, ligesom han har en stor viden om korn, biprodukter, og mange andre ting angåen-de brevduesporten.

Herfra en stor tak til Anders.

—

Carsten Pedersen 0100 Haslev,

lærte jeg at kende via en fælles bekendt i Ringsted i 1979. Carsten var ca. 15 år. En dag kom han på besøg hos mig sammen med sin fader, for jeg havde lovet ham nogle æg fra duerne. Jeg kan ikke huske hvor mange han fik, men han fik fra min Van Riel/Delbar familie.

Vi mødtes enkelte gange medens vi boede i Roskilde. I mange år så jeg ham ikke.

Han var i forening med Peter Knudsen, og flere gange fik jeg en hilsen fra Carsten via Peter, og Peter fortalte at Carsten havde stor succes med duerne fra mig.

En dag i begyndelsen af halvfemserne ringede Carsten til mig og spurgte, om han måtte komme på besøg og købe nogle æg hos mig, og gerne af samme familie som han havde, for han havde stor succes med dem. Han var naturligvis velkommen.

Kort efter ankom han sammen med sin kone Sussie, og vi havde en hyggelig dag, og han fik nogle æg med hjem.

Han kom flere gange på besøg, og da vi fik duerne fra Van Breemen, blev han meget interesseret i dem, og i 1995 købte han flere af dem sammen med en kammerat. De havde efterfølgende stor succes med dem, med flere sektionsvindere til følge.

Da vi flyttede til vores nuværende adresse, havde jeg et stort arbejde foran mig med at få dueslagene lavet. Carsten var meget generøs. Han tog en uges ferie, og hjalp mig med arbejdet. Carsten er altid meget hjælpsom, og det skal han have stor tak for. Han kommer gerne på besøg i et par dage hvert år, og det er meget hyggeligt, og så får vi vendt verdenssituationen.

Her er Carsten fotograferet ved min fødselsdag. Bag ham står Marianne, og Chr. Elmer til venstre for Carsten. 

Jeg vil vende tilbage til brevdueforeningen. Brevdueforeningerne bliver mindre og mindre, hvorfor vi må gøre noget for at skaffe nye medlemmer. En af de ting man kan gøre er bl.a at lave en stand i forbindelse med fjerkræ- og fugleudstillinger. 

Jeg har fået en del brevdueblade og plancher fra sekretariatet, og billederne er mine egne, som virker som blikfang. Man må ikke have vaccinerede duer med på en fugleudstilling. Derudover havde jeg et fjernsyn og en DVD-afspiller med, og DDB.s  introduktionsfilm kørte hele tiden. Det er også et godt blikfang.

Det har vi gjort i de sidste 3-4 år, og det har da heldigvis resulteret i et par nye med-lemmer. Vi skal naturligvis også være gode til at hjælpe dem igang med råd, vejledning og nogle gode duer. Det synes jeg også at vi har været gode til.

Her er en stand som jeg lavede i forbindelse med fugleudstilling sidste efterår på Knivholt Hovedgaard. Der er en kæmpe øludstilling i bygningen, og det var her vi stod. 

Den 1. februar 2014 havde Arne Hansen været medlem af DDB og foreningen i 50 år. Det blev markeret ved en lille sammenkomst, og foreningen fik lavet et meget fint diplom i flot indramning. Det var han meget glad for. 

Det var dog skuffende, at hovedorganisationen ikke udviste nogen opmærksomhed, for det er trods alt ikke mange der har 50 års jubilæum indenfor organisationen.

Øverst Arne Hansen og undertegnede, og nederst diplomet.

Andre hobbyer.

Da vi flyttede her til Strandby, ville Aase gerne have en hobby, som kunne give hende adspredelse i dagligdagen.

Hun fik interesse for schæferhunde, og i efteråret 1997, købte hun sin første hund, en 8 uger gammel tævehvalp som hed Elka, hos Bent og Gitte i Blæsbjerg. Faderen til Elka havde været Danmarksmester indenfor politihundene, og ejedes af  politias-sistent Per Nedergaard, Frederikshavn.

Da vi bestilte hvalpen, fik vi førstevalg, og det blev aftalt hvornår vi kunne komme og bese hvalpene. Da vi kom derud, var vi meget spændt på hvordan moderen til hvalpene ville opføre sig ved besøg.

 

Her er Aase ved at vælge den hvalp hun ønsker. Det blev Elka.

Her er Elka på skødet af Aase.

Hun var inde i køkkenet sammen med hvalpene, der da var 4 uger gamle. Moderen viste sig at være en pragtfuld hund, og selv om hun var årvågen overfor sine hvalpe, havde hun intet imod at vi sad på gulvet mellem dem. Vi vidste da, at det var det rigtige sted at købe hvalpen, for vi var ikke interesseret i at få en hund efter en ”panikhakker” der bider til højre og venstre.

I udhuset indrettede vi en boks til hende, og en løbegård udenfor. Når vi var på arbejde opholdt hun sig altid derude.

På et tidspunkt 1-2 år efter var der 2 ubudne gæster der forsøgte at komme ind på bagsiden af huset. Heldigvis fik vores naboer øje på forehavenet, og de 2 personer forsvandt uden at der skete noget.

Fra den dag var Elka altid inde når vi ikke var hjemme. Vi har ikke siden haft ubudne gæster.

Aase havde meget glæde af at træne hunden, og hun kom også i bestyrelsen i schæfer-hundeklubben.

Elka blev desværre syg i efteråret 2005, hvorfor vi måtte aflive hende. Det er ikke sjovt at køre hende til dyrlægen for sidste gang.

I foråret 2006 købte Aase en ny Schæfer som hedder Quinta. Hun blev også købt hos Bent og Gitte, og hun har samme moder som nedennævnte Krumme. Aase trænede også hende i flere år, men nu er hun også på pension. 

Jeg fik selv interesse for hundearbejdet, for jeg var tit med på træningsbanen.

En dag jeg talte med Bent om det, sagde han til mig, at hvis jeg ville vente til i det nye år, ville en af hans hunde få et kuld hvalpe, og det var de helt rigtige. Faderen til disse hvalpe hed ”Jabinas Fister” var fra Esbjerg, og den havde flere gange deltaget ved WM for brugshunde.

Vores  hunde var af typen ulvegrå, og det er også langt de bedste når der skal arbejdes. Det er som regel også kun dem der deltager til de store mesterskaber.

Jeg bestilte en hvalp hos Bent, det skulle være en han, og jeg fik førstevalg.

Hvalpene blev født i februar 2004, og ham jeg valgte hedder ”Krumme”. Jeg trænede ham i nogle år.

På vores grund anlagde vi en stor hundetræningsbane, som vi var en del der flittigt benyttede, og hundearbejdet var virkelig spændende.

 Han fik en enkelt prøve, men jeg måtte erkende, at man i flyvesæsonen om sommeren ikke kan være fuldtid brevduemand og hundefører.

Selv om Krumme nu er 11 år, er han i meget fin form. Det er også meget betryggende at have sådanne hunde på ejendommen, for folk har heldigvis respekt for dem, og det skal man også have. Det er absolut ikke morsomt at være figurant uden brug af ærme. 

Vi havde en foxterrie som sidste år blev 14 år, men som vi måtte lade aflive p.g.a sygdom. Vi kunne dog ikke undvære en sådan hund, så i begyndelse af oktober fik vi en Dansk/Svensk gårdhund, og hun hedder Sille. Hun er værre end en sæk lopper, for alt skal undersøges, og hun er værre end en gravemaskine. Det er dog betryggende både med schæfere og en foxterrie, når man bor ude på landet, for de kan holde skidtet fra døren, både i lille og stor størrelse.

Når hun bliver 2-3 år, skal hun have et kuld hvalpe, for så vil hun falde mere til ro.

 

Sille kort efter vi fik hende. Virkelig en hund med krudt i.

Sille og Nicoline hygger sig i sofaen..

Jeg har i flere år haft kanariefugle, som jeg har haft held med i avlen. Jeg har 6 hunner og 2 hanner, og de avler som regel 30-40 unger hvert år. De bor ude på terrassen ved duerne, så der er altid liv og fløjten.

På det sidste har jeg også fået dværghøns, agerhønsfarvede Wyandotter. De er meget smukke, og tossede med at ruge. Det er altid spændende når der kommer et nyt kuld kyllinger, ellers kan de holde os med æg. 

 

Jeg tror at jeg har været rundt om det meste.

Hvis I når hertil, så skal I have tak for at I har læst det.

 

Med venlig hilsen,

 

Arne Porsmose.